Rutetjek: FlyDubai – Emiraternes lavprisselskab

På overfladen kunne afgang FZ 868 med FlyDubai godt ligne som en helt standard flyvning i Mellemøsten. Fra Dammam (DMM) i Saudi-Arabien til Dubai (DXB) i De Forenede Arabiske Emirater på halvanden time.

Der er dog grund til at kigge nærmere på turen med FlyDubai, men for at forstå baggrunden er det vigtigt at få helikopterperspektivet med.

FlyDubai er Emiraternes lavprisselskab. Grundlagt i 2009 har selskabet ikke mere end ni år på bagen, men alligevel kan det prale af et netværk på over 100 destinationer i 46 lande. 70 af disse er/var tilmed ruter, der ellers ikke var forbundet til Dubai.

FlyDubais flåde af mindre fly kan nemlig betjene en række små og mellemstore destinationer, som det ikke ville være rentabelt at flyve til med de store maskiner fra De Forenede Arabiske Emiraters andet store flyselskab, Emirates.

Så FlyDubai havde den perfekte platform at vokse ud fra. I 2016 fløj over 10 millioner passagerer med FlyDubai til så eksotiske steder som Kabul i Afghanistan, Ashgabat i Turkmenistan og Juba i Sydsudan.

FlyDubai komplimenterer således Emirates på bedst mulig vis, og det kom derfor ikke som nogen gigantisk overraskelse, da Emirates og FluDubai kunne annoncere et samarbejde mellem de to selskaber – især fordi de har samme ejer.

Så det er muligt at købe en gennemgående billet med en kombination af de to selskaber via Dubai. Netop codeshare-samarbejdet mellem dem gør det interessant at se, hvad FlyDubai er for en størrelse.

For en ting er sikkert…FlyDubai er noget HELT andet end Emirates!

En af grundreglerne for et lavprisselskab er at have en flåde med kun én eller ganske få flytyper, for det nedbringer omkostningerne. FlyDubai har kun Boeing 737 i flåden, og denne aftenafgang fra Dammam til Dubai bliver fløjet med en 737-800.

Afgangen er en halv time forsinket. Boardingen er lettere kaotisk, men da flyvetiden kun er 53 minutter, og turen er angivet til at vare halvanden time, lander maskinen faktisk fem minutter før tid.

Øv! Det her er irriterende… rengøringen har ikke fået det hele med, så et tyggegummi fra en tidligere passager ender pludselig på bukserne. Grrrr!

Forrest på flyet står en række brede Business Class stole i lyst læder med to i hver side af maskinen. Economy Class er indrettet med den klassiske konfiguration med tre sæder på hver side af midtergangen.

Afstanden mellem sæderne er angivet til at være 30 tommer, hvilket er rimeligt, men den faktiske oplevelse er, at benpladsen er trang og sædet virker smalt. Det er rart, at turen ikke er længere end en time.

Alle passagerer har egen skærm, men alligevel bliver sikkerhedsinstruktioner gennemgået manuelt – og ikke vist som en lille film.

De små skærme i sæderne viser film og tv-shows, og flyet har flyet også installeret trådløst internet, som koster USD 5 (ca. 30 danske kroner) at bruge. Den pris dækker hele turen.

Bemærk i øvrigt, at film er angivet som “Premium” indhold, men samtidig står som “Complimentary on this flight”. Det kan antyde, at passagererne på længere FlyDubai flyvninger bliver opkrævet et gebyr for at se film.

For en flyvning på en time er her mere end rigeligt med underholdning på skærmene, men nogle af de længere FlyDubai flyvninger går til Polen, Tjekkiet og Rusland, hvor flyvetiden er markant længere, og så kan det være rart med de mange forskellige film og valgmuligheder.

De billigste billetter med FlyDubai har ikke bagage inkluderet, og Emiraternes lavprisselskab tilbyder heller ikke gratis mad ombord. På den måde ligne det et klassisk lavpriskoncept, som vi kender det.

Hvis man har købt sin billet på Emirates hjemmeside, som en del af en rejse med Emirates, så kan den manglende servering på FlyDubai komme som en overraskelse. Det er dog ikke sådan, at man sulter – man skal bare betale for forplejningen ombord.

Menuen ligger i stolelommen foran og rummer et udvalg af sandwiches, snacks samt drikker – inklusive både øl og vin.

En Carlsberg øl koster hvad der svarer til 40 danske kroner, en “Chicken Cesar Sandwich” 25 danske kroner og “Vegetable Fajita Wrap” også 25 kroner.

Varme retter kan forudbestilles, og wraps er kun tilgængelige på flyvninger over 90 minutter, så på denne korte tur mellem Dammam og Dubai bliver der kun forhandlet almindelige sandwich.

Der er ikke noget ceremonielt over serveringen. Det er værsgo, her er en sandwich og en serviet. God appetit

Og sådan går en time i luften hurtigt. Flyet er indrettet med Boeings “Sky Interior” med mood lightning i kabinen. Det ser godt ud på en aftenflyvning, hvor lyset i kabinen er dæmpet, og det er helt mørkt udenfor.

En sidste ting: Flyet lander ikke i samme terminal som Emirates, så du skal på en bus for at komme videre til næste fly. Der kan være noget ventetid ved busserne til de andre terminaler, hvor du skal igennem sikkerhedskontrollen igen, inden du kan fortsætte rejsen på næste afgang.


Posted

in

,

by