Rutetjek: Icelandair København – Reykjavik Saga Class

Rute: København – Reykjavik (Island)
Flytype: Boeing 757-300
Flyselskab: Icelandair
Klasse: Saga Class (Business Class)

Af Kenneth Karskov
Passagererne til Economy Class står stadig i en lang kø og venter på at komme ombord, da jeg sætter mig ombord i et af de brede sæder forrest i flyet på Icelandairs Boeing 757-300. Business Class passagerer og guldmedlemmer i Icelandairs bonusprogram har prioriteret ombordstigning, og jeg kan skimte de utålmodige ansigter igennem vinduet fra sæde, mens jeg finder mig til rette. På Saga Class har Icelandair to store, brede lædersæder i hver side af flyet, placeret med 40 tommer i mellem sig. En flaske islandsk drikkevand bliver omdelt, personalet hænger passagerernes jakker i skabet og et menukort bliver omdelt. Forude venter en flyvetur på 2 timer og 50 minutter til Island, forlyder det over højttaleren fra cockpittet. Icelandair-3 Lad os lige stoppe op og sammenligne en flyvning af tilsvarende længde indenfor Europa – f.eks. fra København til Madrid – med SAS. Så ville der hverken være menukort, brede sæder eller blevet hængt jakker i et skab. Der ville heller ikke være nogen champagne eller et mere omfattende måltid, serveret på rigtigt porcelæn, som er det næste som sker på turen med Icelandair fra København til Reykjavik. “What would you like to drink?”, lyder spørgsmålet. Jeg må have blundet i et par minutter under starten, for de andre passagerer har allerede snacks og en drink på bordet, da jeg slår øjnene op. “Et glas champagne”, beder jeg om, og får straks serveret en miniflaske Charles Mignon Champagne og en pose med saltkringler. Det begynder så småt at dufte af mad i kabinen. Det er en helt særlig duft, der sender mig tilbage til min barndoms flyveture, men som jeg har glemt i takt med at flere og flere flyselskaber fjerner den varme mad ombord. I en tid, hvor alt er vakuumpakkede sandwich og kolde pastasalater synes at være højeste mode indenfor cateringbranchen, så er der intet som duften af mad, der er ved at blive tilberedt i et flykøkken. Mmm! Icelandair-1 En varm klud bliver omdelt og valget til dagens frokost står valget mellem to retter: Trevlet langtidsbraisseret lammeskank med trøffelolie, ærter og kartoffelmos i det ene ringhjørne og ovnbagt fiskefrikasse med rugbrød i det andet ringhjørne. Jeg er sulten. Der er afgang fra København kl. 14 og min frokost bestod af en lille portion laksesalat med quinoa i SAS loungen. Det er iøvrigt SAS som står for alt det praktiske på jorden for Icelandair i Kastrup, så du checker ind i Terminal 3 – og kan i øvrigt medbringe to kufferter á 32 kg – og kan gå ind i SAS loungen, men dog ikke benytte fast track. Begge muligheder på menukortet lyder godt, men islandsk lam har et fantastisk ry, så det må nødvendigvis blive lammeskanken, som rammer mit bord serveret på en bakke med hvid dug, rigtigt porcelæn og bestikket pænt gemt i stofservietten, der er viklet ind i en servietring. “Kunne du tænke dig et glas rødvin til maden”, spørger stewardessen. Jeg får tilbudt to forskellige flasker, og vælger den franske Gio fra Gerard Bertrand, lavet på Grenache druen. Icelandair-2 Desserten er en drøm af sødme. En “glutenfri chokolade fristelse med bær”. Bæret er jordbær, men det er især dessertens kombination af nødder og karamel, der går rent hjem. Det kræver en cognac til kaffen, kan jeg hurtigt fornemme, og får udleveret en miniflaske Camus VSOP. Resten af turen er ren afslapning. Jeg har medbragt en bog, men en skærm i sædet er ellers fuld af tv og film. Personalet serverer gerne fra baren og Icelandairs aldrende, men behagelige 757 cruise stille igennem luftrummet. For en europæisk Business Class flyvning er det i topklasse. Sammenlignet med hvad SAS og konkurrenterne disker op med på en flyvning af tilsvarende længde indenfor Europa, så leverer Icelandair et af kontinentets bedste Business Class produkter. Det her føles som et reelt luksusprodukt. Du kan optjene bonuspoint med Icelandair i selskabets eget Saga Club program eller i Finnair Plus. SAS Eurobonus giver ikke (længere) bonuspoint på Icelandair flyvninger. Testen blev gennemført i september 2014 [caption id="" align="alignnone" width="800"] På Saga Class – Icelandairs Business Class – er der god plads med 38″ mellem stolene[/caption]


Posted

in

,

by