Emirates og flymaden

I sidste uge blev jeg kontaktet af journalist Kasper Frandsen fra Berlingske, som gerne ville have en kommentar til en liste med verdens ti bedste flyselskaber målt ud fra kvaliteten af maden, de serverer ombord.

Listen viste en klar overvægt af asiatiske og mellemøstlige selskaber – deriblandt Emirates – hvilket blev til artiklen “Emirates flymad kan presse SAS-rute“.

Service ombord er et emne, jeg kan snakke om længe, og med Emirates får København et selskab, der satser benhårdt på mad og service. I begyndelsen af januar offentliggjorde de, at ruten til Danmark nu endelig kommer, hvilket jeg ikke har skrevet så meget om herinde, for det har ligget i luften længe, og jeg har tidlligere beskrevet fordelene ved at have Emirates i København (læs evt. blogindlægget fra november 2009, hvor jeg skriver, at Emirates vil dukke op indenfor 12-24 måneder).

Personligt er jeg meget begejstret over denne tilgang til flyvningen, men hvor meget betyder forplejningen ombord efterhånden?

Gennem mit arbejde med rejsesøgemaskinen Viviro.com har jeg set, hvordan maden er rykket længere og længere ned på listen over konkurrenceparametre.

Går turen til en destination i Europa spiller forplejning stort set ingen rolle, for på de korte ruter er det efterhånden kun prisen, der tæller.

På de lange interkontinentale flyvninger er sagen stadig en lidt anden. Her er service og forplejning fortsat vigtige konkurrenceparametre, hvilket har givet selskaber som Singapore Airlines, Qatar Airways og Emirates en konkurrencefordel. De har skabt sig et navn på baggrund af et højt serviceniveau, god forplejning og et stort udvalg af film, tv og computerspil ombord.

Til glæde for passagererne, naturligvis.

Emirates vil benytte en Airbus 330-200 på ruten til København med plads til 237 passagerer på Economy, Business og First Class

Eneste med First Class

København bliver Emirates’ 112 destination på rutekortet og lufthavn nummer 27. i Europa. Første tur bliver fløjet d. 1. august 2011 og herefter vil ruten blive fløjet dagligt med en Airbus 330-200 med plads til 237 passagerer på henholdsvis Economy, Business og First Class.

Dermed bliver Emirates også det eneste selskab med First Class på en rute ud af København. Tidligere har både Singapore, Thai Airways og det nu hedengange brasilianske flyselskab Varig forsøgt sig med den ultimative luksusklasse ud af København, men uden det store held. De dyre pladser var ofte tomme, så det skal blive spændende at se, hvor mange First Class sæder Emirates kan fylde på denne rute.

Den ultimative luksusklasse – eller…?

Så bliver det med bardisk, suiter og brusekabiner til de bedst betalende passagerer, som det ses på en række pressebilleder fra Emirates?

Nej!

For der er én ting ved Emirates, som hyppigt rejsende passagerer ofte beklager sig over, nemlig at der er kæmpestor forskel på, hvordan flyselskabet har konfigureret deres fly. Der er simpelthen ingen konsekvens i indretningen af flåden.

Det er noget, der frustrerer mange frequent fliers, for det kan være meget endog svært at vide, om man ender på et af luksus-flyene eller en af de mere ydmygt indrettede maskiner.

Er turen med en af Emirates’ mange Airbus 380, så er der både suiter, brusebad og bar, men foregår rejsen på en række af de andre maskiner, så er pladsen langt mere trang. Endda mere trang end hos konkurrenterne!

Hvad får vi på ruten ud af København?

Et grundigt kig på indretningen af den Airbus 330-200, som Emirates sender til Danmark fra august måned, afslører at vi ikke skal forvente os det store på Københavner-ruten.

Forrest i flyet er to rækker med First Class i en 2-2-2 konfiguration. Herefter følger seks rækker Business Class i en 2-3-2 konfiguration, og derefter kommer Economy i en klassisk 2-4-2.

Det er ikke en konfiguration, der imponerer for et fem-stjernet flyselskab.

Taber i sammenligning

Der er for så vidt ikke noget galt med Economy – det er helt på linje med andre selskaber – men Emirates skuffer på Business og First Class.

Lad os sammenligne: SAS flyver også på strækningen København – Dubai og endda også med en stor Airbus.

– SAS har lige så mange sæder i hver række på Business Class som Emirates har på First Class, nemlig seks (2-2-2).

– SAS har lige så mange sæder i hver række på Economy Extra som Emirates har på Business Class, nemlig syv (2-3-2).

SAS har ikke første klasse på deres fly, men med seks sæder i hver række dumper Emirates First Class kabine i sammenligning med f.eks. Swiss, Lufthansa, Air France og British Airways.

Disse selskaber har en 1-2-1 konfiguration på First Class på deres Airbus long-haul maskiner, og dermed kun fire sæder i hver række. Til København har Emirates 2-2-2, altså seks sæder, hvilket giver mindre privatliv, mindre komfort og mindre eksklusivitet.

Sæde med seng – men ikke helt fladt

Tilmed er First Class sædet ikke helt fladt. Så udover det faktum, at Emirates først skal til at opdyrke et marked for First Class ud af København, så kæmper de altså også med et produkt, der ikke er helt i top på Københavner-ruten.

Pudsigt nok benytter Emirates da også selv en 1-2-1 konfiguration på en række af deres Airbus 340-500, og selvfølgelig på Airbus 380. Disse maskiner er sat ind på selskabets vigtigste ruter, og det er altid billederne fra disse fly, der bliver vist frem.

Så på hardware-delen imponerer Emirates ikke. Til gengæld har de et fantastisk netværk og med de flytider som er anført på Københavner-forbindelsen, så ligner det en rute, der i høj grad vil komme til at leve af folk, der skifter fly i Dubai og skal videre ud i verden.

Fantastisk netværk

Det kæmpe netværk giver en masse nye muligheder og samtidig vil det presse prisen. Forplejningen og servicen vil stensikkert også være i top, men der skal nok mere til en lidt god flymad for at true SAS. For nu lige at vende tilbage til avisartiklen.

Emirates vinder ikke på komforten, underholdningen eller maden alene. Det helt store afgørende trumfkort for det mellemøstlige selskab er deres overdådige netværk, der kan bringe passagererne til 111 destinationer i hele verden.

Byer, der tidligere har krævet både to og tre stop undervejs, men som nu bliver nemmere at komme til, og samtidig er der andre byer, hvor konkurrencen bliver hårdere, og hvor prisen derfor vil ryge endnu længere ned i pris.

Det er godt for os passagerer, men for konkurrenterne er det lige præcis dét, som kan komme til at gøre allermest ondt.