Nyt hjem til Star Alliance

Wien har fået en ny lufthavnsterminal, og selvom det jævnligt sker, at der bliver bygget nyt rundt omkring i verden, så er det alligevel noget ganske interessant, der er sket i Wien.

Den østrigske hovedstad åbnede i går den nye, moderne Star Alliance Terminal, som samler alle Star Alliance selskaberne under samme tag, og dermed også de lokale helte, Austrian Airlines, og ejeren Lufthansa.

Transfer tid: 25 minutter

En af de særlige ting ved Wien lufthavn har alle dage været den korte transfertid. Det har Austrian Airlines i lang tid nydt godt af, for du behøver ikke vente flere timer når du skal skifte fly (tag den, Heathrow, Frankfurt og Charles de Gaulle), og det særkende har den nye Star Alliance Terminal beholdt. Så det er fortsat blot 25 minutter der er “minimum connection time” her. Imponerende!

Wien har åbnet ny Star Alliance terminal

“Kun en tredjedel af Austrians passagerer har Wien som deres endelige destination. De resterende passagerer er dem, der virkelig nyder godt af de korte transfertider”, forklarer Jaan Albrecht, øverste director i Austrian Airlines om vigtigheden for nem transfer for Austrian Airlines.

Fidusen er, at Star Alliance Terminalen er bygget i tre etager, så passagererne bevæger sig op eller ned i bygningen – i stedet for mellem terminaler, som i mange andre lufthavne.

Førstehåndsindtrykket

Så hvordan er førstehåndsindtrykket? Jeg har haft fornøjelsen af at kigge nærmere på den nye terminal i dag, og udefra er det en massiv sort bygning, der faktisk ikke virker specielt imødekommende. Lidt på samme uindtagelige måde som Nationalbanken i København.

Set inde fra er det dog tydeligt, at alt det sorte er store mørke glasflader, som tillader en stor mængde lys at trænge ind i bygningen. Dermed bliver venligt, men også inden for er er der sort og glas, der dominerer. Samtidig giver det mulighed for at skræddersy en række services, bl.a. helt nye lounges til passagererne på Austrians Business Class.

Som altid med åbningen af en ny lufthanvsbygning foregik det ikke uden problemer. Både medarbejdere og passagerer skal vænne sig til de nye forhold, så jeg slipper heller ikke for lidt små-problemer, hvor personalet kæmper for at få boardingen til at spille. Sammenlignet med, hvad der er set af problemer i andre lufthavne, så er det vist småting.

Der er således grund til at ønske Wien tillykke med den nye terminal. Det er et ambitiøst projekt, der understøtter selve grundlaget for Austrian Airlines eksistens, transfertrafikken. Den gør det nemt at komme ud i verden til steder med et hurtigt flyskifte undervejs – godt for mig, når der ikke er direkte fly fra København.


Posted

in

by

Tags: