Delta Boeing 757

Delta tilbage til København

Af Kenneth Karskov
De seneste år har amerikanske Delta Air Lines været fast sommergæst i København, og selskabet vender også tilbage til Kastrup i sommeren 2014. Delta vil flyve dagligt fra København til New Yorks JFK lufthavn med en Boeing 757 med plads til 167 passagerer, og dermed kommer der 2.000 ekstra pladser til og fra New York i omløb. På Deltas rute fra København vil der være plads til 15 Business Elite passagerer, ligesom flyet også vil have et par rækker med Economy Comfort.

5-retters menu, Westin sengetøj og Tumi toilettaske

På turen over Atlanten vil Business Elite passagerne kunne nyde en femretters menu med vin udvalgt af mester-sommelier, Andrea Robinson. Delta har sat gang i flere initiativer for at forkæle de bedst betalende passagerer, hvilket inkluderer Westin Heavenly® In-Flight sengetøj, der er designet og fremstillet eksklusivt til Delta af Westin Hotels & Resorts. Ligeledes er der introduceret en ny toilettaske for Business Elite-rejsende, der indeholder produkter fra Tumi og Malin+Goetz. Passagerer, der flyver til JFK i New York, kan derudover drage fordel af den helt nye Terminal 4. Terminalen har kostet $1,4 milliarder og er en af de største terminaler i Nordamerika. Ud over masser af plads er der gode shopping- og spisemuligheder, og Business Elite-rejsende kan desuden opleve den enestående udsigt til startbanen fra tagterrassen i Delta Sky Club.

Economy Comfort = ekstra benplads

Economy Comfort passagererne vil få samme service ombord som de øvrige Economy Class passagerer. Som udgangspunkt er Economy Comfort sædet magen til de øvrige økonomiklasse stole, så forskellen ligger i at Economy Comfort passagererne har 10 cm ekstra benplads og deres stolen kan lægges længere tilbage. Economy Comfort er således ikke en decideret ‘Premium Economy’ oplevelse i stil med det som f.eks. Air France, SAS Turkish Airlines tilbyder. Economy Comfort hos Delta er som almindelig Economy Class, men med mere benplads og recline. Til gengæld er merprisen også tilsvarende lavere.


Posted

in

by