Ny rute til Tokyo

Af Kenneth Karskov
Flyselskabet LOT åbner ny rute til Tokyo med gode forbindelser fra København. Ruten er en milepæl for det polske Star Alliance medlem, der har været i dyb krise, men nu endelig er tilbage med sorte regnskabstal og nye rejsemål. Ruten mellem Warszawas moderne lufthavn og Tokyo Narita bliver først forbindelse mellem Japan og det tidligere Østeuropa. LOT vil sende en af selskabets seks Boeing 787 Dreamliner fly (se anmeldelse her) på den 10 timer lange rejse til Tokyo tre gange om ugen. Det specielle ved ruter til Japan er den høje grad af tilpasning i service-konceptet. Det gælder for alle selskaber, der betjener Japan, at de strækker sig langt for at tiltrække japanske passagerer, og LOT vil da også byde på både japansk mad, vise japanske film og have hele underholdsningssystemet oversat til japansk. LOT har været i store økonomiske problemer, og har i mange år kørt med underskud. Selskabet modtog derfor en hjælpepakke fra den polske stat på 804 millioner polske zloty (ca. 1,4 milliarder danske kroner). Vilkårene for modtagelsen af hjælpepakken var bl.a. en reduktion af rutenettet, nedskæringer og besparelser. Yderligere måtte selskabet ikke åbne nye ruter før tidligst i 2016, og det er derfor den nye rute til Tokyo først åbner d. 13. januar 2016. LOT Polish Airlines er tilbage med sorte tal på bundlinjen og flere nye ruter forventes at blive offentliggjort i løbet af efteråret.


Posted

in

by