Dette SKAL du vide inden du booker airberlin

Af Kenneth Karskov
EU kommissionen har godkendt lånet fra den tyske stat til flyselskabet airberlin, der trådte i betalingsstandsning d. 15. august. Det betyder, at airberlin kan fortsætte driften i yderligere en periode, og selskabets flyvninger vil således dukke op, når du søger efter billige flybilletter. Det er dog ikke uden risiko at booke ferien eller forretningsrejsen med airberlin. airberlin måtte træde i betalingsstandsning, da storaktionæren Etihad trak det økonomiske tæppe væk under selskabet. Analytikere forventer, at det lån, som EU kommissionen nu har godkendt, vil kunne holde airberlin flyvende til november. Således er konsekvensen af den nuværende betalingsstandsning ikke, at selskabets fly står på jorden og passagererne er strandet. Tværtimod flyver airberlin fortsat, ligesom det er muligt at booke fremtidige rejser med selskabet. Hvis du vælger at booke med airberlin på nuværende tidspunkt, skal du være klar over, at det ikke er muligt at få refunderet billetter eller tilbagebetalt skatter/afgifter, mens selskabet er i betalingsstandsning. airberlin er heller ikke i stand til at udbetale kompensation ved f.eks. forsinkelser eller skade på bagage, og i værste fald vil din billet være tabt, hvis betalingsstandsningen ender i en konkurs. airberlins bonusprogram Topbonus er også ramt af betalingsstandsning, mens selskabets østrigske arm, NIKI, er ikke det. Dette selskab blev stiftet af den tidligere racerkører Niki Lauda, siden solgt til airberlin, men efterfølgende skilt ud fra hovedforretningen.


Posted

in

by