Really…? Får flystøj maden til at smage dårligere?

Af Kenneth Karskov
Tænk på lyden af dine tænder, der skærer sig igennem et nyplukket æble. Knas. Og så dine kindtænder, der arbejder med det sprøde frugtkød. Knas knas. Med et helt friskt æble er den sprøde lyd en uundværlig del af oplevelsen. Ifølge Finnair påvirker lyd og musik vores smagssans mere end vi måske går rundt og tror, og det går ud over flymaden. For uanset hvilke stjernekokke, som flyselskabet får til at sammensætte menuen, så smager det bare ikke lige så godt i 10 kilometers højde som på landjorden. Der er nogle fysiske begrænsinger på et fly, som hører med til historien: Flyets lille køkken har ikke de samme muligheder som et stort restaurantkøkken, og alene det forhold, at alt mad skal produceres på landjorden, derefter pakkes og transporteres ud til flyet, for så at blive opvarmet i små ovne i luften, gør madlavningen kompliceret. Men det er ikke hele forklaringen. For dertil kommer en detalje som mange overser, og så er vi tilbage til lyden af det knasende sprøde æble. For et fly er præget af en brummende grundstøj som betyder at f.eks. søde og salte smage bliver svagere, mens umami og bitre smage forstærkes. Så nu forsøger Finnair at tage kampen op mod dette fænomen. For at skabe den optimale madoplevelse ombord har Finnair fået hjælp af musikeren Per Gessle, kendt fra bandet Roxette, og kokken Tommy Myllymäki, og sammen har de skabt et lydlandskab til flyselskabets nye Business Class menu. “Faktum er, at Finnairs A350 er 20 % mere støjsvagt end den nuværende generations fly og har et lydniveau, der er hele 16 dB under det aktuelle standardkrav. Med ‘Hear the Taste’ vil vi forbedre madoplevelsen yderligere ombord for vores rejsende. Det har vi gjort i samarbejde med vores prisbelønnede signaturkok Tommy Myllymäki og et af Sveriges mest ikoniske bands – Roxette,” siger Robert Lönnblad, Finnairs General Manager Scandinavia. Lyden af mad er et felt, der bliver forsket flittigt i. Studier har påvist, at det sætter en effektiv begrænsning for folks evne til at smage og nyde maden, når baggrundsstøjen på en  restaurant er over 100 dB. To andre faktorer spiller også på flymadens smag: Det er trykket i kabinen samt luftfugtigheden. Selvom de nyeste fly kan levere et langt bedre indeklima end tidligere, så er trykket stadig et helt andet end på landjorden, og luftfugtigheden på nogle flytyper er faktisk tørrere end det måles i visse ørkenområder. Nu arbejder Finnair med lyden, og selskabet har produceret en video for at illustrere, hvad det er som lyden kan gøre ved maden.


Posted

in

by