EU: Disse flyselskaber er farlige

Af Kenneth Karskov
EU har opdateret den sorte liste over usikre flyselskaber, og i alt 109 selskaber har denne gang fundet vej til listen. Disse selskaber må således ikke må flyve til og fra EU-lande fra 30. november 2018. Selskaberne, som havner på den omtalte “EU Air Safety List”, er typisk fra lande, hvor EU ikke har tillid til, at de lokale luftfartsmyndigheder lever op til gældende internationale sikkerhedsstandarder. Dertil kommer seks selskaber, hvor EU har vurderet at det er selve flyselskabet den er gal med, samt seks flyselskaber, som godt må flyve til EU-lande, men under særligt restriktive vilkår. Selvom selskaberne på den sorte liste ikke må flyve til eller fra EU, så kan man som rejsende sagtens møde disse selskaber andre steder i verden. For eksempel er samtlige flyselskaber i Nepal på listen, så danskere som drager hertil i forbindelse med arbejde eller ferie, kan ende med at sidde på et fly fra et sortlistet selskab. ”EUs sorte liste er tænkt som et redskab til rejsende, der rejser uden for EU, for her er der intet, der hindrer usikre flyselskaber i at operere, og både ferierejsende og forretningsrejsende kan risikere at komme om bord på et sortlistet fly. Der er for eksempel mange lande i blandt andet Afrika på listen, som forretningsrejsende og NGO’er rejser til og fra. Og så er alle flyselskaber i Nepal stadig på listen, hvilket har stor betydning for de mange danskere, der hvert år rejser til landet”, siger Lars Thykier, administrerende direktør i Danmarks Rejsebureau Forening. Et af selskaberne som optræder på listen er Iran Air. Dette selskab må ikke sende deres Fokker F100 fly eller deres Boeing 747 fly til Europa, men selskabet må gerne benytte deres andre flytyper på ruterne til Europa. Nordkoreas Air Koryo er også at finde blandt de bandlyste flyselskaber. For Air Koryo gælder det, at selskabet gerne må flyve til Europa med selskabets to Tupolev TU- 204 fly, men alle selskabet øvrige maskiner er forbudt i EU. Tidligere var samtlige flyselskaber fra Indonesien også at finde på EUs sorte liste, men i løbet af i år har EU fjernet det sidste indonesiske selskab derfra. Dermed er både det nationale flyselskab Garuda Indonesia, lavprisselskabet Lion Air samt andre “frikendt”. Flyselskaberne på EUs sorte liste er således ikke dømt til at være blacklistet til evig tid. Tilstrækkelig forbedring af sikkerhedsforholdene kan fjerne selskaberne igen. Den komplette og opdaterede sorte liste kan downloades på dette link: https://ec.europa.eu/transport/sites/transport/files/air-safety-list_en.pdf


Posted

in

,

by