SAS vil indsætte de små Airbus A321LR på ruten til Boston (foto: SAS)

Nu skal du flyve med små fly til USA

Af Kenneth Karskov

SAS vil fra næste efterår indsætte det første af selskabets Airbus A321LR på ruten til Boston på den amerikanske østkyst. Det betyder, at du fremover kommer over på et lille fly på turen over Atlanten.

Dermed bliver det et farvel til selskabets store komfortable long-haul fly på turen til Boston. De nye Airbus A321LR fly har samme størrelse som de maskiner, der normalt flyver dig til Paris, Rom eller London.

For SAS er det planen, at de nye “små” fly skal styrke selskabets tilbud til USA. Der findes en række ruter, som er svære at gøre rentable med de store long-haul maskiner, og her kommer de nye Airbus A321LR fly ind i billedet.

“Dette er en helt ny flytype for både SAS og luftfartsbranchen, og det egner sig utroligt godt til det skandinaviske marked og vores rejsemønstre. Vi vil kunne tilbyde flere interkontinentale ruter, færre mellemlandinger og kortere rejsetider til og fra Skandinavien,” siger Simon Pauck Hansen, koncerndirektør i SAS.

Ombord på Airbus A321LR flyet er der 157 sæder. Maskinen er fra fabrikken konfigureret med ekstra tanke og udstyr til at kunne flyve den lange distance over Atlanten. Det vil i realiteten kunne betyde, at SAS kan åbne helt nye destinationer samt øge antallet af flyvninger på visse destinationer, for der skal ganske enkelt sælges færre sæder på hver enkelt afgang førend ruten er lønsom.

Selvom A321LR flyet ikke er større end de almnindelige Europa-maskiner, vil indretningen være markant anderledes. Der vil således være både SAS Business (Business Class), SAS Plus (Premium Economy) samt SAS Go (Economy Class) på flyet.

På SAS Business kommer der 22 sæder, der vil blive konfigureret med skiftevis to sæder ved siden af hinanden efterfulgt af en række med solo-sæder. Alle SAS Business sæder vil kunne foldes ud til flade senge, men er en anden model end den som kendes fra SAS’ Airbus A330 og Airbus A340.

SAS har endnu ikke offentliggjort billeder af indretningen, men det lyder umiddelbart som en løsning, der også ses hos flyselskabet Air Lingus.

SAS Business på de nye Airbus A321LR fly vil blive en kombination af dobbeltsæder og solosæder – måske ligesom hos Air Lingus på billedet her (foto: Air Lingus)

Herefter kommer tre rækker SAS Plus med 12 Premium Economy sæder opstillet 2-2. Ved disse sæder vil der være normale strømstik, hvilket også er tilfældet på SAS Business.

Til allersidste 123 SAS Go økonomiklasse sæder i en standard 3-3 konfiguration. Her vil der ikke være deciderede stikkontakter, men derimod USB-stik til at holde telefoner og tablets med strøm over Atlanten. Alle sæder i samtlige klasser vil have egen skærm med film, musik, spil samt tv, og derudover er flyet født med trådløst internet fra starten.

Det første af tre nye A321LR vil blive sat ind på ruten mellem København og Boston fra d. 18. september 2020. Her bliver det hurtigt tydeligt, hvordan den nye flytype passer bedre til denne rute end den store Airbus A330. SAS fløj kun til Boston tre gange om ugen i sommerperioden med det store fly, men med Airbus A321LR maskinen bliver Boston nu gjort til en helårsdestination og med seks ugentlige afgange.

SAS har tidligere fløjet Boston-ruten med små fly. I 2017 havde SAS fået en langdistance-konfigureret Boeing 737 i overskud, som var leaset af Privatair til opstarten af den norske olierute mellem Stavanger og Houston.

Da eventyr i Norge viste sig ikke at holde vand blev flyet rykket til København og indsat på ruten mellem København og Boston. Efter kontrakten med Privatair udløb, indsatte SAS et af deres egne Airbus A330 fly på ruten, men disse maskiner var for store til den svage vinterperiode, og derfor er det helt oplagt, at de nye Airbus A321LR fly bliver indsat på Boston til en start.

Reklame for SAS-ruten til Boston på det traditionsrige baseball stadion Fenway Park i Boston (foto: Kenneth Karskov)