Norwegian: Ingen internationale flyvninger før 2021

Af Kenneth Karskov

Norwegian har lanceret et bud på en redningsplan for det norske lavprisflyselskab. Flåden skal reduceres med en tredjedel og ingen af selskabets internationale ruter – inklusive de mange flyvninger fra Danmark – kommer i luften før 2021.

Resten af året vil Norwegian koncentrere sig om et stærkt reduceret trafikprogram med syv fly på nogle få statsstøttede indenrigsruter i Norge. Det vil give arbejde til et lille hold på 200 medarbejdere i flyselskabet.

Norwegian skriver, at de allerede har sendt 80% af medarbejderstaben hjem og som bekendt også begæret deres svenske og danske bemandingsselskaber konkurs.

Mens Norwegian vil betjene nogle få norske lufthavne resten af året, så kommer det til at vare længe førend de vender retur til Danmark. Selskabet forventer først at betjene de internationale ruter fra foråret 2021, og dermed skal vi ikke forvente at se de hvide fly med den røde næse i København før tidligst næste år. I Norwegians planlægning er flytrafikken først normaliseret i 2022.

Norwegians muligheder for at flyve i 2021 er dog betinget af, at selskabet overlever denne svære tid, hvilket kræver velvillighed fra selskabets mange kreditorer. Norwegians redningsplan er baseret på, at alle parter omkring flyselskabet accepterer en ordning, hvor de nuværende aktionærer vil få udvandet deres aktier, og långiverne til gengæld får store ejerandele i selskabet.

Hvis denne plan går igennem, kan Norwegian få del i en hjælpepakke fra den norske stat på tre milliarder norske kroner, og dermed være tættere på overlevelse.

I begyndelsen af april kom det frem, at selskabets grundlægger og mangeårige frontfigur, Bjørn Kjos, havde mistet troen på selskabet og solgt ud af sine aktier i Norwegian. Så sent som i februar ejede han sammen med sin mangeårige forretningspartner 15% af flyselskabet, men i midten af april var beholdningen nede på 0,15%.


Posted

in

by