SAS personale i uniform (foto: SAS)

SAS taber 2½ milliarder på tre måneder

Af Kenneth Karskov

SAS har offentliggjort regnskabet for tre-måneders perioden fra 1. februar til 30. april 2020, og det ser ikke godt ud for det fællesskandinaviske flyselskab. Underskuddet er gigantisk.

Hvor februar havde nogenlunde normal trafik, så er marts og april præget af den globale corona-krise. Med lukkede grænser og minimal flytrafik er SAS gået voldsomt tilbage og har tabt 2,6 milliarder danske kroner på disse tre måneder.

Det tvinger SAS til at igangsætte en proces, hvor der skal hentes adskillige milliarder i besparelse. Flyselskabet skal skille sig af med 5.000 medarbejdere, piloter og kabinepersonale skal overtales til at levere 15-25% mere, administrationen skal skæres til og levering af nye fly bliver udskudt.

Også Norwegian er kommet med et blodrødt kvartalsregnskab. Her dækker tallene over januar, februar og marts (mens SAS kvartalet går fra februar til april). Der er således en måned mindre af corona-nedlukningen indregnet i Norwegians regnskabet. Alligevel har det norske lavprisselskab tabt over 3 milliarder danske kroner i perioden.

Flybranchens aktører er alle hårdt ramt. De første små lyspunkter kom ellers i går, hvor SAS kunne fortælle, at selskabet nu fordobler produktionen, og igen vil begynde at flyve til USA samt en række andre destinationer.

Ombord på flyene vil oplevelselsen dog være end anden, end den som man kendte før corona-krisen. Det er blandt andet obligatorisk at bære ansigtsmaske ombord på alle SAS afgange.

Læs mere her: “SAS genoptager USA-flyvninger” samt “Mundbind er krav, hvis du flyver med SAS“.


Posted

in

by