Qatar Airways DOH-CPH QR161 Airbus A350

Rutetjek: Sådan er Economy Class under coronaen

Hvordan er det at flyve i en tid, hvor de fleste er derhjemme? Gæsteanmelderen har været ombord på natflyet fra Doha til København med Qatar Airways under pandemien.

Af Per Heide, gæsteanmelder Flybranchen.dk

Måske har du fulgt min udrejse fra København til Doha. Her foregik turen med Qatar Airways på Business Class (læs reportagen her). Et godt tilbud på en opgradering tryllede min økonomiklasse billet om til seks timers luksus på Business Class.

Dette kan du læse om

Hjemturen er noget lidt andet. Den foregår bag gardinet. På de almindelige sæder. I Economy Class.

For mens tilbudet på udrejsen var 2.000 danske kroner for en opgradering til Business Class, så lød prisen på 3.300 danske kroner for en upgrade på hjemrejsen til København.

Sådan svinger priserne på baggrund af flyets belægning. Den slags sidder flyselskabet og styrer med hård hånd. Og jeg takker pænt nej til tilbudet.

Nej tak til opgradering

For mig personligt var det rejsetidspunktet, som gjorde udslaget. Qatar Airways afgangen til Danmark afgår fra Doha over midnat. Min flyvetur til København er en ren natflyvning, og de fleste sover tiden væk ombord.

Så der er ikke tid til meget lir med mad, drikke og underholdning ombord, hvis der også skal soves.

Det efterlader den behagelige stol som den primære værdi ved en opgradering. En seng at sove i kan også være utrolig rar, men jeg regner med masser af ledig plads på økonomiklassen i aften.

Sandsynligvis vil jeg kunne finde en hel række af sæder, hvor jeg kan lægge mig. Det er ganske vist ikke helt samme komfort som på Qatars Business Class, men alligevel en stor fordel der kan opnås ganske gratis. Dermed er det sidste argument for at købe opgraderingen stort set udhulet.

Så jeg sparer de 3.400 kroner, som opgraderingen ville koste. Selvom det da virker fristende. Man får jo hurtigt smag for luksus, ikk’?

Kun få passagerer ombord

Min forudsigelse skal vise sig at holde stik. Her er masser af plads. Belægningen er næppe mere end 8-10% på Economy Class på den kæmpe Airbus 350. Jeg har derfor massevis af ledige rækker at vælge imellem.

Economy Class på Qatar Airways afgang QR161 fra Doha til København (foto: Per Heide)
Foto: Sådan her ser belægningen på Economy Class ud på Qatar Airways afgang QR161 fra Doha til København. Her er MASSER af ledige pladser (foto: Per Heide)

Ved boarding i gaten i Doha er check-in personalet yderst nøjeregnende med at holde de tre boarding-grupper adskilt.

Os i gruppe 3 må endelig ikke komme ned i transitbussen sammen med de øvrige passagerer. Vel ombord på flyet viser det sig jo lynhurtigt, hvor få passagerer, der er ombord på denne afgang til København. Så fremgangsmåden i gaten virker helt fjollet og unødigt bureaukratisk.

Det lave passagertal er ekstra påfaldende fordi min billet faktisk blev ændret en dag. Årsagen var den tyndt bookede afgang om fredagen, så passagerne måtte ”ofre sig” og blive slået sammen med afgangen om lørdagen. Vildt nok!

Qatar Airways blandt luftens bedste

Efter disse hjertesuk, så lad os rette fokus mod selve Qatars økonomiklasseprodukt. Ligesom det kan siges om produktet på Business Class, så er også Qatars Economy Class også blandt de bedste, man kan opleve.

Economy Class sædet er behagelig at sidde i. Kabinen er indrettet i en smart blanding af lyserøde og lilla farver, hvilket også er selskabets ”corporate colors”.

Foto: Pæne og komfortable stole på Qatar Airways flyet til København. Bløde puder og varme tæpper ligger fordelt på alle sæder (foto: Per Heide)

Der ligger et tæppe, en lille pude og høretelefoner på hvert sæde. Desuden uddeles et lille comfort kit efter takeoff med et sokker, tandbørste og ørepropper i.

Underholdningssystemet er det samme fine system som på Business Class. Forskellen er, at her er det en mindre skærm på 13.3 tommer. Der er desuden USB-stik til at oplade telefoner og tablets.

Natmad og en lur

Take-off er klokken halv to om natten fra Doha. Kort efter start tager personalet hurtigt hul på turen lille servering. Så kan man både nå et hurtigt måltid og en lille lur inden landing kl. 06:55 i København.

Den lette måltid er et valg mellem en vegetarisk sandwich eller kyllingesandwich med karry. Jeg nappe sidstnævnte mulighed. Maden bliver skyllet ned med et glas juice.

Sandwichen er ikke kæmpestor, men til gengæld er den velsmagende. Det fungerer fint som natmad.

Foto: Natmaden er en fin lille karrysandwich på turen fra Doha til København (foto: Per Heide)

Ved hjælp af diverse puder og tæpper har jeg snart fået redt op til mig selv. Jeg har tre sæder på række til at lave en seng. Efter en travl tur med et opbygget søvnunderskud døser jeg hurtigt hen, og det bliver til en god lur på et par timer.

Morgenmad inden landing

To timer før landing i København bliver lyset i kabinen tændt. Det er tid til morgenmad, som er flyvningens hovedservering. Den lille natmad er blot en snack, mens morgenmaden er det store måltid ombord.

Foto: Qatar Airways serverer morgenmad med røræg, yoghurt og croissant på Economy Class (foto: Per Heide)

Til morgenmad står valget mellem en vestlig eller arabisk-inspireret servering. Den lune morgenbakke indeholder enten røræg, spinat, kartoffeltern og kalkunpølse eller en mere orientalsk version med pandekager og humus.

Jeg vælger den første. Udover den lune ret rummer bakken også lidt frisk frugt – vandmelon, honningmelon og ananas – samt en vakuumpakket croissant. Her er også et bæger med yoghurt med jordbær. Personalet kommer rundt med juice, kaffe og the.

Føles som Premium Economy

Den sidste 1½ time af turen bruger jeg til at få set en af de nye film. Da vi lander i Kastrup er klokken omkring syv om morgenen dansk tid, og jeg kan se tilbage på en fin tur med Qatar Airways.

Der er ikke en finger at sætte på selskabets Economy Class. Måske lige bortset fra den pudsige og bureaukratiske boardingprocedure i Doha lufthavn.

Et yderst beskedent booket fly giver naturligvis en masse fordele ift. plads og komfort ombord. Så heldig er man sjældent under mere normale omstændigheder. Jeg føler nærmest, at jeg har fløjet Premium Economy hjem og ikke kun den rene økonomiklasse.

Rent egoistisk var det selvfølgelig rart at kunne svælge i plads på denne flyvning. Alligevel vil jeg håbe, at dette billede ikke gentager sig for tit. Folk skal tilbage på flyene så hurtigt som rejserestriktionerne tillader.

Flere rejsende vil være gavne både flyselskaberne og rejsebranchen som helhed – og endda de rejsende selv.

For alternativet med halvtomme fly og afgange der bliver lagt sammen holder ingen til i længden. Så lad os krydse fingre for at normaliteten snart vender tilbage.

Læs også min reportage fra Business Class på udrejsen: “Rutetjek: Kan Qatar holde niveauet under pandemien?


Posted

in

, ,

by