Billede: SAS flyet fra New York til København står klar i Newark lufthavnen i USA (foto: Kenneth Karskov)

Rutetjek: Kun fordi SAS flyver direkte til USA

SAS er vigtigt for os danskere, for ellers kommer vi ikke direkte til nogen steder i verden. Ombord på flyet er serviceniveauet dog blevet skåret så meget ind til benet, at det næsten gør ondt at se på. 

Af Kenneth Karskov

“Vi har god medvind i dag, så flyvetiden til København er beregnet til 6 timer og 30 minutter”, lyder det fra cockpittet, mens SK910 langsomt bevæger sig mod startbanen i Newark lufthavnen.

SAS-flyet går direkte fra New York til København, og det fede ved direkte fly er jo, at man kommer lynhurtigt hjem og slipper for et flyskift i Paris, Frankfurt eller Amsterdam. Med dagens medvind kommer det til at gå endnu hurtigere, omend der er et lille “men”.

“Medvind er godt, men det kan også give turbulens undervejs,” lyder opfølgningen fra flyets to forreste pladser. Så vi sætter os godt til rette i sæderne og håber på en tur uden for mange lufthuller.

Billede: SAS-kabinen er nydeligt og diskret indrettet i forskellige grå nuancer (foto: Kenneth Karskov)

SAS er ikke hvad det har været

SAS var engang verdens bedste flyselskab. Det var i 1980’erne, og meget er sket siden da. Andre flyselskaber har for længst overhalet SAS, og i dag er det fællesskandinaviske flyselskab blot en skygge af sig selv. Desværre.

Særligt det seneste år har været svært for SAS. Først var der corona, så kom vinterferien 2022, hvor bagagefolkene strejkede og så blev det sommer, hvor piloterne nedlagde arbejdet. 

Hver gang fik tusindvis af uskyldige SAS-kunder deres ferieplaner smadret. Så hvis der er nogen, som har brændt nallerne og går udenom selskabet til deres næste ferie, så er det vel forståeligt.

Også fordi, at når SAS endelig flyver, så er oplevelsen i bedste fald middelmådig. 

Hvilket måske kræver en forklaring, så lad os komme ombord på SK910 fra New York til København. Mit boardingkort viser plads 51B på ”SAS Go”, som er navnet på økonomiklassen hos det skandinaviske flyselskab.

Billede: Her er faktisk fin plads på SAS flyet. Knæene skal nok overleve denne tur (foto: Kenneth Karskov)
Billede: Farvel, New York. SAS flyver direkte fra Newark (EWR) til København, og det er skønt at slippe for mellemlandinger (foto: Kenneth Karskov)
Billede: SAS-flyet til København er på vingerne og over natten vil det nå frem til den danske hovestad (foto: Kenneth Karskov)

God komfort hos SAS

Det starter godt. Pladsen ombord er fin og SAS-kabinen er nydelig. Den er indrettet i anonyme grå nuancer, men det fungerer glimrende. Sæderne har gode nakkestøtter, her ligger en lille pude samt et tæppe ved ombordstigning og benpladsen er til at leve med. 

Der er jo intet ved moderne økonomiklasse, som er overdådigt, men der her kan man ikke klage over. På det her punkt holder SAS fint niveau og er på højde med nogle af de bedre selskaber, der flyver over Atlanten. 

Jeg har faktisk altid godt kunnet lide at træde ombord på SAS-fly. Måske er det den hjemlige, skandinaviske stemning ombord, som griber mig om hjertet, men så meget desto mere piner det mig at måtte meddele, at herfra går det ned ad bakke. 

Billede: Klar til afgang! SK910 skal nå til København på under syv timer (foto: Kenneth Karskov)

Mad og drikke under gennemsnittet

Undervejs på turen fra New York til København planlægger personalet at servere to måltider. Der er afgang kl. 17:30 lokal tid fra New York, så første måltid er aftensmad, og så kommer der morgenmad på bordet inden landing i København næste morgen. 

“Aftensmaden er kylling med ris og grøntsager”, lyder det over højttaleren. Der er ingen valgmuligheder til aftensmaden, så det er take-it-or-leave-it. De fleste flyselskaber har to-tre valgmuligheder, men ikke SAS.

Måltidet består af en lille salat til forret, kylling med ris og grøntsager til hovedret – de løj ikke – og ost med kiks til at afrunde måltidet. Portionerne er til den lille side, så du skal ikke gå ombord med den store sult. 

Øl eller vin til maden koster ekstra, så det er op med pungen, hvis du vil skylle maden ned med andet end sodavand eller juice. 

Billede: Så er der serveret aftensmad. Kylling med ris er den eneste valgmulighed på turen (foto: Kenneth Karskov)

Middelmådig service

På resten af turen skal du sågar betale for sodavand. Du får altså et enkelt glas sodavand til maden og så slutter festen. Derfra koster det ekstra. Så klapper fælden. Kasseapparatet bimler. Dankortterminalen snurrer. 

Det samme gælder, hvis du bliver lækkersulten mellem måltiderne. Så er velkommen til at KØBE noget af personalet. SAS er altså fedtede med goderne, og det her ser du hverken hos Air France eller KLM, Qatar Airways eller Emirates, Singapore eller Thai Airways. 

Det er SAS, der er nærige, og det sætter sit præg på oplevelsen ombord. Fordi det virker ganske enkelt mindre imødekommende at komme anstigende med betalingsapparatet ved enhver given lejlighed fremfor at komme rundt med et glas gratis Champagne til alle passagerer som på Air France. 

Underholdningen er skrabet

Billede: De nye SAS-fly er indrettet med funky lysshow, der kan friske kabinen op i forskellige farver (foto: Kenneth Karskov)

SAS-flyene er indrettet med små skærme i samtlige sæder. Du bestemmer selv hvad du vil se på den lille biograf, men tag for guds skyld dine egne hovedtelefoner med, fordi de små gratis hovedtelefoner på flyet er af ringe kvalitet. Igen, her har SAS virkelig skåret ind til benet. 

Der er 57 film til rådighed på den lille skærm, hvoraf nogle er nye og nogle er gamle. Det er fint til en tur fra New York til København på under syv timer, men det er langt fra hvad verdens førende flyselskaber tilbyder deres passagerer.

Og præcis det er måske hele pointen med SAS. Den her tur med gør intet for at ændre billedet af et selskab, som engang var fedt, men som i dag er langt fra fordums storhed. 

Billede: Der er 57 film at vælge mellem på SAS flyet. Mange store flyselskaber har et større udvalg, men det er rigeligt med film til en natflyvning fra USA til København (foto: Kenneth Karskov)

Kun fordi SAS flyver direkte

Oplevelsen på SAS Go er faktisk under middel, men guderne skal vide, at man kan finde sig i meget, når man lander lige dér hvor man gerne vil, nemlig i København. 

Det er vidunderligt at slippe for en mellemlanding på den lange rejse over Atlanten, og derfor skal vi allesammen nok sætte os ombord på et SAS-fly igen. 

Men hvis de ikke fløj direkte, så var det aldrig nogen, der ville vælge at købe bilet med SAS. Det er oplevelsen alt for middelmådig til – desværre.

Billede: Inden landing i København bliver der serveret morgenmad i form af en bakke med pålæg, frugt, yoghurt og en blødt bolle (foto: Kenneth Karskov)

Posted

in

, ,

by