Udsigten er skøn fra poolen på Six Senses Yao Noi i Thailand (foto: Kenneth Karskov)

Vanvittige, vidunderlige (og vildt dyre) hoteller i Asien

Asien er fuld af overdådige luksushoteller, som vil få dig til at tabe både næse og mund. Du kan bo midt i historien, på din egen ø eller på pæle i det krystalklare hav.

Af Kenneth Karskov

Asiens luksushoteller er af en anden verden. Et sted som den thailandske hovedstad Bangkok har altid været garant for luksus til lavpris, og her kan du ofte få femstjernede hoteller til små penge. 

Men det er ikke prisen, der har ikke været udgangspunktet, når vi har udvalgt disse fem vanvittige og vidunderlige steder i Asien – tværtimod. Forestil dig i stedet, at du ikke er begrænset af budget, men kun er på jagt efter det bedst tænkelige eventyr.

1. Indien 

Billede: Taj Mahal Palace er en del af Mumbais historie (foto: Kenneth Karskov)

Vi starter i Indien, som er fuld af gamle paladser og historiske bygninger, der er omdannet til hoteller. Taj Mahal Palace åbnede i Mumbai i 1903, og har lige siden været et af Asiens ikoniske hoteller.

Dørmændene byder velkommen i traditionelle silkedragter. Værelserne er overdådigt indrettet med møbler i mørkt træ og tunge gardiner. Selv dagens første måltid bliver i disse rammer til en oplevelse, og morgenbordet afspejler på symbolsk vis Indiens moderne historie med alle elementer til en ”Full English Breakfast” samt det indiske modstykke i form af en knasende sprød dosa.

Det her Indien, når det er allerbedst med uforlignelig service, fremragende mad og en atmosfære, der emmer af historie. Taj Mahal Palace er klassisk hotelluksus, og stedet har været central i fortællingen om Indien igennem mere end 100 år. 

Senest gik billeder fra hotellet verden rundt, da Mumbai blev angrebet af terrorister i 2008. Efterfølgende er hotellet blevet gennemrestaureret og står i dag måske flottere end nogensinde. 

Hvad: Taj Mahal Palace
Hvor: Mumbai i Indien
Pris: Fra kr. 3.200,- pr. nat
Tjek: www.tajhotels.com

1. Maldiverne

Billede: Maldiverne er for mange mennesker den ultimative drømmedestination (foto: Soneva)

Maldiverne er hjemsted for nogle af denne verdens ypperligste – og dyreste – hoteller. Blandt de bedste af de bedste er Soneva Jani.

Du ankommer i hotellets VIP-konfigurerede vandfly, og indlogerer dig i en 400 kvadratmeter villa, som står på pæle ude i Det Indiske Ocean. Du har en butler tilknyttet døgnet rundt, du har privat pool og ikke mindst egen vandrutschebane, som fører direkte ud i Maldivernes krystalklare havvand.

I natbordsskuffen ligger en fjernbetjening, som kan styre husets tag. Fordi lysforureningen er meget lille på Maldiverne, så står stjernerne ekstra klart på disse breddegrader. Med et tryk på fjernbetjeningen kører taget til siden, og kan I ligge i dobbeltsengen og kigge op på stjernerne. Det er både vanvittigt og helt vidunderligt. 

Din butler vil i øvrigt foreslå, at du gemmer dine sko væk og kun bevæger dig rundt barfodet på resortet. Det sker ud fra devisen ”no news, no shoes”. Tanken er, at du skal helt ned i gear, og at mærke sandet mellem tæerne er første skridt på vejen til at genfinde den indre ro og balance.

Hvad: Soneva Jani
Hvor: Noonu atollen i Maldiverne
Pris: Fra kr. 23.000,- pr. nat
Tjek: www.soneva.com

Billede: Solen er langsomt ved at gå ned i paradis (foto: Kenneth Karskov)
Billede: Du kan køre taget til side, så du kan ligge i sengen og se på stjerner. Vildt! (foto: Soneva)
Billede: Du bor på pæle i vandet på Soneva Jani. Og din villa er på minimum 400 m2 (foto: Soneva)

3. Thailand

Thailand bugner af overdådige luksushoteller, men det svært at finde et hotel som ligger smukkere end Six Senses Yao Noi. Op ad en klippeside i den naturskønne Phan Nga bugt er der indrettet 55 moderne trævillaer med hver sin private pool – og en fortryllende udsigt. 

Du stirrer ud på Phang Nga bugtens utallige små kalkstensklipper, der står som skudt op af undergrunden. Alene dette syn af hav og jungleklædte klippeøer føles som en luksus i sig selv, og det er et billede som brænder sig fast på nethinden.

Hotellet har alt, hvad du kan forlange af et resort i den absolutte topklasse, og mest sigende er måske, at alting handler om dig: Du skal bare slappe af, spise lidt god mad, nyde en massage, bade i din private pool og sige farvel til alle dine hverdagsbekymringer. 

Du kan gøre det hele uden at forlade din villa, faktisk helt uden at møde andre mennesker. Det er ganske enkelt perfekt, men det er faktisk kombinationen af alle disse ting, som gør stedet enestående: Du får et af Thailands bedste hoteller OG landets måske smukkeste udsigt. Det er svært at slå.

Hvad: Six Senses Yao Noi
Hvor: Koh Yao Noi, Thailand
Pris: Fra kr. 4.500,- pr. nat
Tjek: www.sixsenses.com

Billede: Der er en skøn udsigt fra poolen på Six Senses Yao Noi (foto: Six Senses)
Billede: Six Senses Yao Noi nyder godt at Thailands måske smukkeste udsigt (foto: Six Senses)

4. Cambodia

Det næste sted, er sådan et, som de færreste forventer at finde i Cambodia: Et eksklusivt og afsides beliggende hotel på en privat ø med blot 27 værelser.

Der er intet andet på øen end hotellet, ingen lille landsby eller en lokal restaurant. Her ligger en række værelser, som reelt set er små huse, der er placeret henholdsvis i junglen, på stranden og på pæle ude i vandet. 

Havet omkring øen er fuld af farvede fisk, der leger i koralrevet. Hotellet har sin egen kridhvide palmestrand, og fordelen ved en privat ø er jo, at du kun skal dele dette lille stykke paradis med de få andre gæster, og de fleste af dem hænger ud ved deres private pool.

Hotellets restaurant står på pæle i vandet og er forbundet med en gangbro, som tager dig hen over det krystalklare vand i jagten på dagens første kop kaffe eller aftenens sidste drink. Fra din plads i restauranten kan du se hav hele til alle sider og solnedgangen fra dette sted er decideret uforglemmelig. Det er af den slags billeder, du kan se for dig længe efter du er rejst hjem. 

Hvad: Song Saa Private Island
Hvor: Ved Koh Rong i Cambodia
Pris: Fra kr. 8.450,- pr. nat
Tjek: www.songsaa-privateisland.com

Billede: Du bor på denne lille tropeø, når du indlogerer dig på Song Saa i Cambodja (foto: Kenneth Karskov)
Billede: Hotellet har sin helt egen strand – for det ligger på sin egen ø (foto: Kenneth Karskov)
Billede: Du kan bo på vandet, i sandet eller i junglen på Song Saa i Cambodja (foto: Kenneth Karskov)

5. Laos

Hotelkæden Aman driver en række ypperlige hoteller rundt omkring i verden og har specialiseret sig i vilde designerhoteller og historiske bygninger, som de omdanner til overdådige overnatningssteder.

Deres hotel, Amantaka, ligger i hjertet af kulturbyen Luang Prabang i Laos. Byen bliver kaldt Mekongflodens juvel, og denne prægtige destination er noget af det mest charmerende, du kan finde i Asien netop nu.

Byens historiske bykerne er på UNESCOs liste over verdens kulturarv, og meget passende har Aman indrettet et hotel i en 100 år gammel bygning fra den franske kolonitid.

Inde bag murene findes en stor, grøn have, som danner rammen om de blot 26 værelser. Selv de mindste er så store, at de er kategoriseret som “suiter”. De er minimalistisk indrettet, men med kostbare detaljer i hobetal, så stedet fremstår elegant og overdådigt, men uden at være flashy.

Her er en ophøjet ro på hotellets område, som står i skærende kontrast til det kaotiske og larmende gadeliv i Asien. Det her sted er skabt til, at du kan komme ned i gear, forsvinde fra dagligdagen og få det allerbedste ud af dine feriedage. 

Hvad: Amantaka
Hvor: Luang Prabang i Laos
Pris: Fra kr. 8.400,- pr. nat
Tjek: www.aman.com

Billede: Amantaka er et stilfuldt og vidunderligt hotel i Laos (foto: Kenneth Karskov)
Billede: I hotellets have findes en pool – og her er en vidunderlig ro (foto: Kenneth Karskov)
Billede: Amantaka er elegant og rasende dyrt hotel i Luang Prabang i Laos (foto: Kenneth Karskov)

Posted

in

, ,

by