Billede: Icelandair Boeing 757-200 står klar til afgang i Københavns Lufthavn (foto: Kenneth Karskov)

Rutetjek: Med Icelandair til Island

Icelandair har i årtier forbundet Danmark og Island med direkte fly. I den forreste del af flyet findes “Saga Premium” med brede lædersæder, Champagne og masser af plads. På sæde 3F flyver tiden afsted.

Af Kenneth Karskov

“Velkommen ombord på flyet ‘Vatnajökull’. Flytiden er beregnet til 3 timer og ti minutter,” lyder det over højttaleren. Vatnajökull er Islands og Europas største gletsjer – samt en Boeing 757 hos Icelandair.

Udenfor det lille flyvindue knokler personalet på jorden med at få de sidste kufferter på flyet, så vi kan blive klar til afgang. Jeg sætter mig godt til rette i sæde 3F på Icelandairs Business Class, kaldet “Saga Premium”. 

Dagens flyver er en 29 år gammel Boeing 757-200 i specialbemaling, som den blev iført i anledning af Icelandairs 80 års jubilæum for nogle år tilbage. Det er denne maskine, som skal tage mig til Island en torsdag eftermiddag i januar.

Derfor flyver du med Icelandair

Der er groft sagt to gode grunde til at flyve med Icelandair: Enten skal du A) til Island eller også er du B) på vej – billigt – til Nordamerika.  

Reykjavik er langt fra en destination, som alle selskaber har på ruteprogrammet, så skal du til Island er det en no-brainer. Fordi så ender du snildt på et Icelandair fly.

Når turen går til USA eller Canada har du til gengæld mange valgmuligheder, og så var Icelandair sikkert den billigste – eller måske den hurtigste – løsning. 

Basis eller luksus?

Island ligger strategisk godt for flyvninger over Atlanten. Det giver god mening at skifte fly her, fordi Reykjavik er nogenlunde halvvejs mellem Nordamerika og Europa. Du flyver i den rigtige retning fra starten i forhold til at mellemlande i Amsterdam, Paris eller Frankfurt.

Hvis du har valgt at flyve via Island, så kan du vælge mellem to kabineklasser hos Icelandair: Economy eller Saga Premium.

Economy Class hos Icelandair er et basisprodukt, hvor du får gratis kaffe og sodavand, men betaler for mad og alkohol. Så du skal selv smøre en madpakke eller købe noget undervejs, og du betaler for øl/vin/spiritus på flyveturen.

Med Saga Premium er det en helt anden historie. Det er Icelandairs fortolkning af Business Class.

Luksus på Saga Premium

Saga Class er opkaldt efter de berømte historier – sagaerne – om islændingenes forfædre. Af disse tekster fra middelalderen fremgår det, at islændingene var nogle barske typer, som fik tiden til at gå med intriger, magtkampe og slagsmål.

På Saga Premium skal du hverken kæmpe om pladsen eller om opmærksomheden. Du sidder i store brede lænestole med plads til både arme, skuldre og knæ. Og bliver forkælet med et godt måltid mad og et glas Champagne.

Tilmed kan du ofte få Saga Premium til en god pris, når du flyver til USA. Jeg har set eksempler på, at en tur til New York på Saga Class helt nede i kr. 7.500,- for en returbillet. Falder du over sådan et tilbud, så skal du hakke til.

Sæde 3F

Saga Class er alt det du drømmer om at en 3-timers flyvetur skal være. Du sidder godt her. Uden at gnubbe dig op af sidemanden, med masser af plads til knæene, og helt generelt er der ingen smalle steder. Det er ganske enkelt noget andet at flyve på den her måde. 

Et medlem af kabinepersonalet kommer rundt med støjreducerende hovedtelefoner til underholdningssystemet, som styres af stor touch-skærm. Filmtilbudet består af 89 forskellige titler.

Det er enkelte nyheder, men de fleste er film, som du også kan finde på diverse streaming-tjenester. Det er ikke her du lige ser den film, som netop har været i biffen, men udvalget er fint til en tre timers tur til Island – og også til den lidt længere rejse videre over Atlanten. 

Plads i hattehylden

Ved hvert Saga Class sæde er der en fodstøtte. Umiddelbart kan man tænke ‘hvad pokker skal jeg bruge det til’, men det er faktisk overraskende rart for fødderne.

Der er også masser af plads til håndbagage oppe på hattehylden – eller bagageboksen, som den slags vel kaldes nu om dage. Når du stiger ombord ligger her også et tæppe og en pude i sædet, så du kan gøre dig magelig.

Og det er lidt pointen med Saga Premium: De ting som normalt kan være generende ved en flyrejse er pist væk. Borte er følelsen af at sidde klemt inde i et langt metalrør med et nærmest endeløst hav af fremmede mennesker.

I stedet er flyveturen pludselig ren hygge med lidt mad, en god film og et glas vin.

Du drejer til venstre på flyet

Der er faktisk en ting mere, som er værd lige at nævne: Icelandairs Boeing 757 fly er indrettet således, at når du træder ombord på flyet, så skal du dreje til venstre for at finde hen til dit Saga Class sæde.

Det er blær, men har også en praktisk betydning. Fordi pludselig er Saga Premium-kabinen en lille fredfyldt plet med kun et fåtal af passagerer. Her er ikke noget rend af folk, som står i kø ned igennem midtergagnen for at finde hen til deres pladser. Og skramler med rullekufferter og håndbagage.

Forskellen er ret markant. Her er ganske enkelt mere roligt og mindre stressende at være.

Syv forskellige slags gin

Et drinkskort bliver omdelt af personalet, og det er faktisk en udførlig omgang: Champagne eller Prosecco til en start? Chardonnay fra Frankrig eller en Sauvignon Blanc fra New Zealand som hvidvin? Tempranillo fra Spanien eller Pinot Noir fra Tyskland som rødvin?

De færreste vil kunne nå at smage det hele på en tre-timers flyvetur til Island. Og det fortsætter endda.

Næste sider i drinkskortet er et såkaldt “Gin Library” med syv forskellige slags gin. Imponerende! Så kommer der to sider med cocktails – Espresso Martini og Italian Spritz – samt fire forskellige islandske øl og cognac, whiskey, Baileys etc. 

Champagne som velkomstdrink

Jeg beder om et glas Champagne, og får serveret en lille flaske (25 cl) med Nicolas Feuillatte. En serviet er viklet omkring flaskens top og små salte snacks bliver serveret i en skål. Lækkert! 

Jeg bliver flere gange spurgt, om jeg kunne tænke mig mere Champagne, så de er ikke fedtede med drikkevarerne. Jeg afslår høfligt, for jeg skal også nå at smage den tyske Pinot Noir til maden. Det lyder som rødvin lige efter min smag.

På turen fra København til Island bliver der serveret en let frokost. Den dårlige nyhed er, at der er ingen valgmuligheder. Den gode nyhed er, at maden smager fint.

Frokost på flyet

På frokostbakken ligger en lille menu med dagens frokost. Den gælder for alle rejser “EUR to KEF” – fra Europa til Keflavik lufthavnen på Island. 

En bolle med smør, kyllingesalat med søde kartofler og basilikumolie samt en Dulce de leche til dessert – eller på islandsk: “Karamellubúðingur” (mon ikke det betyder noget i retning af “karamelbudding” på dansk?). En Dulce de leche er retteligt cremet karamel af kondenseret mælk.

Anyways, måltiddet ser sådan her ud i sin helhed. Og maden smager fint.

Hvad serverer konkurrenterne?

Hvis du tænker, hmm… det var da ikke nogen overdådig servering, så vil jeg gerne prøve at perspektivere det lidt. For det første synes jeg salat til frokost er et glimrende valg.

Hvis du alligevel sidder tilbage med følelsen af, at det her er lidt undervældende – særligt når vi taler om et nordisk flyselskabs mest luksuriøse pladser – så vil jeg gerne vise dig, hvad SAS serverer på luksusklassen “SAS Plus”, når de lokker med en kyllingesalat.

Den her salat er fotograferet en uge tidligere. På et SAS fly ned igennem Europa. Jeg ved godt hvilken jeg foretrækker.

Billede: Sådan ser en kyllingesalat ud hos SAS (foto: Kenneth Karskov)

Skærmen driller

Tilbage til Icelandair-flyet på vej til Reykjavik. For med salaten og karamellen indenbords bliver kaffen serveret, bakken fjernet og små æsker chokolader omdelt. I æsken gemmer sig et enkelt, utroligt smukt stykke chokolade.

Min skærm driller mig til gengæld. Jeg har valgt en film, men det bliver ved med at hoppe rundt i filmen. Pludselig springer den en halv time frem. Så må jeg spole tilbage. Så gør den det igen. Argh.

Det gentager sig et par gange og er til sidst ved at drive mig til vanvid. Jeg kommer dog igennem en hel film, og det er nok historien om, at hvis problemerne kan holdes på dette niveau, så skal det hele nok gå.

Dertil kommer at udsigten til tider ser sådan her ud…

Tiden flyver afsted

Tiden flyver afsted. Jeg når også at prøve en Espresso Martini, og der mangle nu kun 35 minutter af flyturen til Island. Jeg har været godt underholdt hele vejen igennem med mad, film, drinks og det hele. 

Er Saga Class luksus? På en tre timers flyvetur til Island er svaret: Ja, helt bestemt. Målt ud fra standarden for europæisk Business Class så overperformer Icelandair.  

Så hvad er det svage punkt? Well, det sted hvor Saga Class kommer til kort er, hvis du fortsætter rejsen til USA. Fordi så sidder du i den samme lænestol på det lange stræk til Nordamerika som på tre-timers turen til fra København til Island

Dér under-performer Icelandair, fordi så byder konkurrenter på flat-beds på Business Class.

Perfekt til en dagsflyvning

På en dagsflyvning er Saga Class sædet helt perfekt. Men på en natflyvning hjem fra USA er der lidt noget andet, for så drømmer du om konkurrenternes flade senge.

Til gengæld er prisen til USA via Island ofte gunstig. Det skal du altid have i baghovedet, når du sammenligner.

Icelandair er langt fra luksus i den forstand Emirates og Qatar Airways definerer det. Men mindre kan også gøre det. 

Det er præcist så lækkert, at det er sjovt at sidde på et fly igen. Her er god plads, et fint måltid, stort drinkskort, glimrende service. 

Så budskabet er, at hvis du finder billetter på Saga Class til en god pris, så skal du endelig slå til. 


Posted

in

, ,

by