Færdig: 1,5 milliard brugt på nye kabiner

Finnair er færdig med at installere helt nye kabiner på samtlige selskabets langdistancefly. Prisen løber op i 200 millioner euro.

Af Kenneth Karskov

Finnair har netop færdiggjort en proces med at forny kabinerne i selskabets Airbus langdistancefly A350 og A330.

Disse maskiner bliver brugt på Finnairs lange flyvninger fra Helsingfors til Asien, Mellemøsten og USA samt på ruten mellem København og Doha.

Det nye kabinedesign blev lanceret i 2022. Med en helt ny type sæde på Business Class, et nyt og opdateret design på Economy Class, og den helt nye rejseklasse Premium Economy.

Jeg har haft fornøjelsen af at prøve Premium Economy sæderne på en tur til Hongkong med Finnair. Det var en god oplevelse.

Billede: Finnair flyver dagligt mellem København og Doha (foto: Kenneth Karskov)

Som dansk rejsende kan du møde den nye Finnair kabine på flyene mellem København og Doha. Finnair flyver nemlig på ruten mellem Danmark og Qatar i samarbejde med Qatar Airways.

Det nordiske udtryk

Inspirationen er hentet fra Finnairs nordiske udtryk og mørke, rolige farvepalette.

”Siden lanceringen i 2022 har vi modtaget en fantastisk feedback på vores nye Business Class-sæder og på Premium Economy-oplevelsen,” siger Robert Lönnblad, Markedsdirektør for Europa og ansvarlig for forretningsrejser hos Finnair.

“Derfor er vi også stolte af, at alle fly på langdistanceruter nu er indrettet med det nye kabinedesign. Det er et stort skridt på rejsen mod at forbedre kundeoplevelsen,” fortæller han.

Billede: Sådan ser Business Class ud hos Finnair (foto: Finnair)

Det tager tid og koster penge, når flyselskaberne skal friske flyene op. For Finnair er den samlede investering i de nye kabiner på langdistanceflyene løbet op i en regning på 200 millioner euro. Knap 1,5 milliarder danske kroner.

“At vi kan tilbyde en strømlinet oplevelse på alle vores flyvninger, er noget, vi ved, vores kunder værdsætter. Vi kan se, at kundetilfredsheden med vores kabiner på langdistanceflyvningerne er øget med kabinefornyelsen,” udtaler Robert Lönnblad.

Billede: Premium Economy sædet hos Finnair (foto: Kenneth Karskov)

Næste opgave er de små fly

Det nye kabinedesign har vundet flere priser, blandt andet ‘Cabin Concept of the Year’ fra Onboard Hospitality, ‘Best Cabin Innovation’ fra APEX og Best Cabin (First & Business Class)’ fra the Yacht and Aviation Awards.
 
I de kommende måneder forsætter Finnair med at investere i kundeoplevelsen og flåden, hvor de fornyer kabinerne i sine fly af typen E190 med velkendte elementer fra langdistanceflyenes nye kabinedesign.

Disse fly flyver på Finnairs indenrigsruter i Finland og på ruter inden for Europa, hvor rejsende i fremtiden kan opleve de nye kabiner på ruten mellem København og Helsinki.

Billede: Economy Class sædet på Finnairs langdistancefly (foto: Kenneth Karskov)

Posted

in

by

Tags: