Billede: Indenrigsflyet til Aalborg bliver fløjet af estiske X-fly for SAS med en propelmaskine

Rutetjek: Indenrigs med SAS. På et fly fra Estland. Mellem to danske byer.

Du køber en billet med SAS til en dansk indenrigsflyvning. Og lander på et fly fra en estisk underleverandør. Det er nemlig billigere for SAS, selvom det ikke var billigt for mig.

Af Kenneth Karskov

Jeg skal til Aalborg. Udrejse fra København lørdag formiddag, og hjem igen fra Aalborg søndag. Hvad kan sådan en smuttur mon koste?

Svaret fra SAS’ hjemmeside er, at præcis dén kombination skal stå i kr. 1.760,-. Lad mig være ærlig og sige, at det er dyrere, end jeg havde regnet med.

Men jeg skal hurtigt finde ud af hvorfor.

[toc]

Mit problem er nemlig, at jeg havde sat næsen op efter en eftermiddagsafgang med flyselskabet DAT. En afgang, som pludselig forsvandt ud i den blå luft. Det er ikke til at vide, hvad der skete, men DAT havde lagt fire afgange op mellem København og Aalborg den pågældende lørdag. Ret hurtigt skulle det vise sig, at jeg slet ikke kunne købe en billet til tre af de annoncerede fire afgange.

Og det er faktisk et af problemerne med flytrafikken i den her tid, hvor vi kæmper os ud af en pandemi og dens efterdønninger. Nemlig at vi ikke altid kan regne med de afgange som selskaberne lægger op. De både ændrer afgangstider og fjerner flyafgange.

Så jeg ender på et 100% fyldt SAS fly til Aalborg. Til den høje pris.

Med estisk flyselskab til Aalborg

Det skulle vise sig, at min tur med SAS rummer en ekstra overraskelse. For det er ikke SAS selv, som flyver turen mellem København og Aalborg. Det gør deres estiske underleverandør Xfly derimod.

Men nu foregriber vi begivenhedernes gang. For først skal jeg ud i lufthavnen, og der bliver jeg mødt af et andet problem.

Jeg skal flyve indenrigs og har glemt ALT om maskekravet. Lufthavnen er den sidste plet på danmarkskortet hvor man SKAL bære mundbind. Det har jeg svedt ud, for alle andre steder er vi jo færdige med maskerne i Danmark.

Husk masken i lufthavnen

Jeg skænker det ganske enkelt ikke en tanke før det sekund, hvor metroen ruller ind på stationen. Udenfor metroens vinduer har alle masker på. Og tidligere havde jeg altid en ekstra maske i jakkelommen eller tasken, men jeg er forlængst holdt op med at gå med reservemasker, som man ellers gjorde i en lang periode.

Jeg er nok hverken den første eller sidste til at gøre det. Så der står en automat ved indgangen til Københavns Lufthavn, der sælger en lille pose med fem mundbind til 25 kroner.

Jeg kan godt huske, hvordan en maske kostede omkring en krone stykket. Så det her er en fin overpris, men automaten løser mit problem, og jeg kan komme afsted til Aalborg. 

Check-in i København

Til den pris, som jeg har betalt for at flyve til Aalborg, er en kuffert inkluderet. Jeg ruller rundt i lufthavnen med en kabinekuffert, som jeg strengt taget kan tage med i kabinen, men omvendt: Der er så mange kufferter på flyet, så hvorfor ikke tjekke den ind, når jeg nu har en billet med bagage i?

Så jeg går hen til automaterne og skriver min PNR. Maskinen brokker sig. Jeg prøver igen. Den nægter at tjekke mig ind. Faktisk kan den slet ikke finde min reservation. 

En SAS-ansat tilbyder venligt at hjælpe mig. “Hvad er din PNR”, spørger hun.

“N78883”, svarer jeg.

Hvilket er en idiotisk PNR. De der seks-cifrede reservationskoder plejer at have en god blanding af tal og bogstaver. Ofte et Z eller X eller Y, som er bogstaver, man ellers sjældent bruger.

Kan du se forskellen?

‘N78883’ er en reservationskode med alt for mange tal til min smag. Og tilsyneladende også for den flinke SAS-medarbejder.

“Må jeg se engang”, spørger hun imødekommende. 

Naturligvis. Og her sker det. Den endelig bekræftelse på, at jeg skal bruge briller. For der står ikke “N78883”, men derimod “N788B3”.

Kan du se forskellen?

Jeg kunne ikke. Det næstsidste tegn er et “B” – ikke et “8”. Bah!

Så kufferten får en hilsen om håndtaget, og ryger afsted på det automatiske bånd. Automaten printer et godt, gammeldaws papir-boardingkort til mig, og så klistrer jeg min bagagekvittering bagpå boardingkortet, for sådan er man jo vant til at gøre det.

I mellemtiden er der også landet en mail i min inbox med en bagagekvittering. Det er virkelig smart!

Ubetrådt land

Jeg går op i sikkerhedskontrollen, og på min telefon bipper en besked ind om, at flyet er forsinket. Det er ti minutter, så ikke nogen stor forsinkelse, men det er altså rigtig fin kundeservice at holde mig opdateret. Hele tiden er jeg informeret om rejsens forløb.

Og så påbegynder jeg ellers den lange rejse ud til gaten. For jeg skal besøge ukendt territorium i dag. SAS flyet til Aalborg afgår fra en E-gate – og så er vi i en del af lufthavnen, jeg aldrig har betrådt før. Afgangstavlerne angiver 10-12 minutters gang derud, og det passer meget godt.

Og der sidder vi så. Venter på ombordstigning af SAS afgang SK1213 fra København til Aalborg. Som er lidt forsinket, men det er til at leve med. 

Over højttaleren forlyder det, at der er tale om et HELT fyldt fly til Aalborg. Alle sæder er solgt, så der er ikke plads i kabinen til de mange rullekufferter, der er samlet omkring gaten. Nu sidder jeg som det artige barn og HAR checket min kuffert ind, men alle dem som medbringer en rullekuffert skal op forbi skranken og have en mærkat på bagagen.

Så afleverer de bagagen ude ved trappen op til flyet. Personalet smider derefter kufferten i lastrummet, og leverer den tilbage umiddelbart efter landing og udstigning. Lige for foden af flytrappen. Det virker egentlig som en federe løsning, end det jeg har gjort.

Jo højere sædenummer, jo bedre

Hvis jeg tænkte, at der var langt ud til gaten i E-fingeren af Københavns Lufthavn, så venter der en endnu længere rejse ud til flyet. Efter den lange gåtur til gaten, kommer nu den lange bustur ud til ATR-72-600 propelflyet. Hverken personale eller flymaskine er dog klar til afgang, da bussen når derud. Så vi bliver siddende og venter. 

Det sjove ved ATR propelflyene er, at der altid er boarding via den bageste dør. Foran på flyet er der cargo. Så du skal ind fra flyets bagende. Det betyder også, at jo højere sædenummer du har, jo bedre. Sæde 1A er den dårligste plads på dette fly – modsat alle andre flyvninger.

De mest attraktive pladser på ATR72-600 flyet er de bagerste sæder. For de er tæt på døren. Jo højere dit sædenummer, jo hurtige kommer du ind og ud. Så det er også på de bageste sæder at SAS Plus passagererne sidder (og det er på de bageste sæder, at Business Class sidder hos de flyselskaber, som har den slags luksus på ATR-fly).

SAS Plus og SAS Go på indenrigs

Det kommer faktisk bag på mig, at der bliver gjort forskel på SAS Go og SAS Plus på indenrigsflyvninger i Danmark. Jeg troede ikke, at de lavede disse inddelinger på indenrigsrejser, men det kan sagtens have været sådan her i flere år. Det er lang tid siden, jeg sidste har fløjet indenrigs i Danmark, så bær over med mig. 

Sæderne er selvsagt identiske i hele ATR-flyet. Maskinen dufter nærmest af “ny bil”. Kabinen ser frisk og lækker ud. Man flyver sjældent timelange ture i disse propelfly, så komforten er ikke det aller-aller-vigtigste. Du sidder ned, og det er fint. Alle sæder er som nævnt optaget på denne afgang, men man sidder ikke decideret mast. Så det er godt nok. 

Velkommen på vegne af SAS

Maskinen drejer ud på startbanen, fyrer op for propellerne og snart er vi på vej mod Aalborg. Over flyets højttalere byder Xfly personalet velkommen på vegne af SAS.

Der vil blive serveret kaffe for passagererne på SAS Plus, og ingenting til resten af os. Fair nok, for vi lander snart i Aalborg, og jeg havde tanket op med en kaffe i lufthavnen inden. 

Mere sker der ikke, førend flyet lander i Aalborg Lufthavn. Vi går ned ad trappen og ind til lufthavnsterminalen, hvor bagagen allerede på båndet. Dermed er turen til Aalborg slut.

Hjem med det ægte SAS

Inden vi er helt færdige, så tillad mig lige at knytte et par ord til historien om hjemrejsen. For jeg skulle jo tilbage til København igen.

På hjemturen fra Aalborg var det en “ægte” SAS flyver, som stod for turen. Airbus A319-flyet “Ragnvald Viking” har både internet og stik til at oplade telefonerne. Ombord bliver der serveret en gratis kop kaffe til ALLE passagerer.

Billede: SAS flyet “Ragnhild Viking” står for turen Aalborg til København (foto: Kenneth Karskov)

Ja, denne gang rækker kaffen til både passagererne på SAS Plus – hvilket er de første syv rækker på søndagens morgenafgang til København – og til os på SAS Go. Det er en pudsig lille forskel mellem at flyve med det “ægte” SAS kontra en af underleverandørerne til SAS.

Overordnet set fungerer SAS produktet fint. SAS er kåret til verdens 62. bedste flyselskab, og det rækker rigeligt for mig på denne tur.

Men SAS er langt fra alene om at flyve på København-Aalborg ruten. Norwegian og DAT har også flyvninger på denne rute, og jeg ville til enhver tid bare tage den billigste eller den som passer bedst tidsmæssigt.

Når det er sagt, så fungerer SAS produktet altså rigtig godt med en god hjemmeside, velfungerende app, fin underretning om forsinkelse, udmærket komfort und alles. Det er et velfungerende gør-det-selv produkt uden dikkedarer. 


Posted

in

, ,

by