Norwegian Boeing 787 Dreamliner

Ny rute: København til Boston

Af Kenneth Karskov
Norwegian tilføjer endnu en USA destination til rutekortet, når selskabet påbegynder direkte flyvninger mellem København og Boston Den nye rute til Boston åbner 12. maj 2016, og bliver den niende langdistancerute fra København. Boston har længe ligget højt på listen over amerikanske destinationer, der har mange passagerer fra Kastrup uden at have en direkte rute. Den nye Boston rute får dog blot én ugentlig flyvning – hver torsdag – og dermed er ruten primært interessant for turister, og ikke kun danske turister: ”Vi ser, at en større andel af vores passagerer er amerikanske, hvilket fortæller, at der er et behov i markedet. Med flere direkte ruter mellem kontinenterne vil endnu flere amerikanere besøge Europa og Skandinavien, hvilket er positivt for økonomien og turistindustrien,” siger Bjørn Kjos, Norwegians øverste direktør. I det hele taget ser det ud til, at Norwegian satser på Boston. Selskabet lancerer også ny rute mellem Oslo og Boston og har tidligere annonceret London til Boston, som henholdsvis får to og fire ugentlige afgange. I vinterhalvåret vil selskabet også flyve mellem Boston og de caribiske øer Guadeloupe og Martinique. Det er i alt fem ruter fra Boston Logan International Airport med Norwegian. I forvejen flyver Norwegian fra København til New York, Los Angeles, Fort Lauderdale, Orlando samt Bangkok og fra november også Las Vegas, Sankt Croix og Puerto Rico.


Posted

in

by