Reportage: Bagom British Airways

Af Kenneth Karskov
Der er altid travlt i Heathrow. Fly fra hele verden letter og lander fly med minutters mellemrum i Europas største lufthavn, men ét haleror ses oftere end andre: Det blå-røde-hvide fra British Airways. Lufthavnen er hjemmebane for det hæderkronede flyselskab, og selvom British Airways også flyver fra Gatwick og London City, så er det fra Heathrow at størstedelen af de britiske sætter fly kurs mod rejsemål på fem kontinenter. Tina Burton og Hannah Roberts tager i mod i selskabet hovedkvarter Waterside, blot få minutters kørsel fra Heathrow. Begge er fra British Airways PR-afdeling, og de har indvilliget i at vise mig flyselskabet indefra. BA Waterside Første stop er Speedbird Museum. “Speedbird” var kaldenavnet for flagskibet i British Airways flåde indtil 2003, Concorden. Foran museet er et par af de originale stole fra det pensionerede supersoniske fly opstillet, så det er muligt at få fornemmelsen af, hvordan de rige, berømte og kongelige krydsede Atlanten på tre timer. Concorden fløj med to gange lydens hastighed, og kunne have 100 passagerer ombord. I dag tager selvsamme tur den dobbelte tid, men til gengæld er komforten for passagerer på Business og First Class i dag højere væsentligt højere end det var for passagerer på Concorden. Det kan tydeligt ses inde på museet, hvor der er lavet en udstilling af flysæder fra British Airways nuværende kabineklasser, inklusive Business og First Class. “Indtil 1952 var der kun én klasse på flyene”, fortæller den pensionerede British Airways medarbejder, der nu har fået tjansen med at vise rundt i selskabets museum på frivillig basis. “Det var amerikanerne, der indførte Economy Class, for egentlig var tanken, at man ikke skulle blande folk. Hvis vi spoler tiden tilbage til 50’erne, så var der sågar ‘Men Only’ flyvninger mellem New York og Chicago”, fortæller han og fortaber sig i detaljer omkring flyvningens tidlige historie. Museet rummer en række genstande, der genfortæller historien. Forgængeren for British Airways startede med at flyve til København i februar 1936, og 80 år efter flyver selskabet flere gange dagligt fra København og fra 3. maj også dagligt mellem Billund og London Heathrow. Næste stop er British Airways’ træningsfaciliteter. Her bliver det flyvende personale trænet i alle facetter af en flyvning: Sikkerhed, servering og fremtoning. Foto Stuart Bailey / British Airways Mens nogle træner procedurer i nødsituationer er andre i gang med at finpudse serveringen på Business Class – eller som det hedder hos British Airways “Club World”. Tina Burton peger på de kommende stewardesser, der er i gang med at servere for nogle af deres kollegaer i en mock-up af Club World kabinen. Hun flyver selv en tur i kabinen med jævne mellem, og har været igennem samme træning. “Der er en af dem, der har fået til opgave at spille besværlig passagerer”, siger hun med et drilsk smil. Det er kollegaerne, der spiller passagererne, og træningen handler også om at lære, hvordan personalet skal håndtere vanskelige passagerer med særlige behov. Make-up rummet er næste stop. Intet er overladt til tilfældighederne, når det gælder personalets udseende, for håret skal sidde på en ganske særlig måde, make-uppen skal være lagt helt rigtigt og alle dele af uniformen skal bæres korrekt. Uniformen og personalets fremtoning er en vigtig del af selskabets image udadtil, så der bliver brugt mange ressourcer her. BA-simulatorhal For passagererne er servicen ombord en væsentlig del af oplevelsen, men flyet kommer ingen vegne uden de to, som indtager de forreste sæder: Piloterne. Deres træning foregår i det som bedst kan betegnes som et overdimensioneret legeværelse for større børn, nemlig en gigantisk lagerhal med en række futuristisk udseende maskiner. På rad og række står her flysimulatorer for millioner. Samlingen spænder over alt fra små Airbus A320 fly over arbejdshesten Boeing 777 til dobbeltdækkerflyet Airbus A380. Jævnlige ture i simulatoren er en obligatorisk del af en pilots ansættelse, og her bliver de udsat for ekstreme situationer, der forhåbentligt aldrig sker i virkeligheden. Men skulle uheldet være ude, så vil de være i stand til at håndtere nødsituationen med baggrund i den træning, de har fået i simulatoren. Andy Cobb tager venligt i mod. “Kom ind og tag plads”, siger han og viser ind til simulatoren, som er en tro kopi af cockpittet i luftens dronning, Boeing 747-400. BA-747-400-simulator “Simulatoren er så tro en udgave af flyets cockpit, at du ville kunne skifte delene herinde ud med dem på flyet”, fortæller han. Forskellen er blot, at der hvor der er vinduer på flyet, er her monteret gigantiske skærme, men når først maskinen er sat i bevægelse er illusionen perfekt. “Du styrer flyets bevægelser på jorden med pedalerne”, forklarer han. Langsomt drejer det store fly ud på startbanen, der kommer fart på hjulene og så…ooooooooop i luften…. og London ligger for mine fødder. Kombinationen af simulatorens bevægelser og de store skærme gør, at man i et øjeblik har lagt den evigt-grå britiske hovedstad bag sig og hovedet mentalt er på vej til varmere himmelstrøg. Var det ikke fordi sådan et stykke “legetøj” koster 80 millioner kroner ville enhver dreng have en stående i kælderen. Til sidst koder Andy maskinen til at give illusionen af en god turbulens under landingen, hvilket gør øvelsen sværere, men uvejret føles så ægte, at jeg går derfra med en lille smule kvalme. BA-Hangar En god kop britisk thé senere er det tid til at sparke dæk. En Boeing 777 er kørt ind i hangaren, og mekanikerne er i gang med at udbedre småskader på maskinen. Vedligeholdelsen af flyene har første prioritet, og maskinen kommer ikke i luften før der er sagt OK herfra. Delene på flyet udskiftes løbene, så selv om den kan have 10-15-20 år på bagen, så er indmaden meget yngre. Set nedefra er det umuligt at forestille sig, at sådan en enorme bunke jern skulle kunne komme op i luften ved egen kraft. Mekanikere vimser omkring det lange metalrør, men også inde i flyet er der hektisk aktivitet. Flyet er udstyret med British Airways nyeste kabiner, og personalet har travlt med at sikre, at alt ombord spiller. Sædebetræk skal skiftes, stole der ikke kan lænes tilbage skal tjekkes og smådele, som er gået i stykker, skal repareres. Alting skal fikses inden næste hold passagerer kommer ombord, og så længe flyet holder i hangaren tjener det ingen penge. Så her er travlt! britishairways_enginering Med et godt indblik i alle dele af flyvningen, er det tid til at vende snuden tilbage mod Heathrow lufthavnen. For når alt det praktiske omkring selve flyveturen er på plads, så mangler kun den del som både starter og slutter en rejse: Lufthavnsoplevelsen. For de rejsende er der mange forskellige flyselskaber at vælge mellem, når turen udgår fra London. Heathrow er Europas største lufthavn målt på passagerer og konkurrencen er intens, så passagererne har et overvælgende antal valgmuligheder. Arabiske, amerikanske, asiatiske, australske og mellemøstlige selskaber vil alle gerne fragte passagererne fra den ene ende af verden til den anden, så for British Airways gælder det om, at kunderne kan mærke, at i Heathrow regerer briterne. Selskabets har derfor sat sig hårdt på lufthavnens Terminal 5, og gjort det nemt at skifte fra det ene BA fly til det andet. En stor del af passagererne fra København og Billund stopper ikke i London, men skal videre ud i verden. Artiklen fortsætter under billedet britishairways_concorde room Selvom kunderne på Economy Class i passagertal er den største gruppe, så udgør passagererne på de dyre pladser foran en uforholdsmæssig stor del af indtægterne for et flyselskab. Derfor skal der kræses for dem, og en række lounges i Terminal 5 er skabt for sætte de perfekte rammer for en luksusoplevelse i luften. Business Class passagerer og bonuskunder i oneworld alliancen med guldkort (“Sapphire niveau” på oneworld sprog) har adgang til Galleries Club lounge. En buffet med kolde og varme retter, bar med vin og spiritus samt masser af siddepladser er hovedingredienser i denne lounge. Galleries First Lounge byder velkommen til platinkunder (“oneworld Emerald”) og passagerer på First Class med BA’s samarbejdspartnere. Her er der en mere eksklusiv indretning med både buffet og a la carte menukort, samt en überlækker Champagnebar med dyre flaske fransk boblevand ad libitum. Til allersidst, Heathrows helligste: Concorde Room. Selvom den sidste Concorde fløj fra London til New York for mere end ti år siden, så har British Airways beholdt den prestigefyldte betegnelse på selskabets mest eksklusive venteværelse. Her er restaurant, hvilerum, møderum, bar (billedet ovenfor) og en masse andre overdådige faciliteter for de som flyver med British Airways på First Class. Det inkluderer 15 minutters gratis behandling i Elemis Spa, hvor det værste rejsestress masseres væk af kyndige hænder. Derfra er det blot at stige ombord på flyet hjem til Danmark og lade flyturen være mere end “bare” transport. At lade den indgå som en del af rejseoplevelsen – vel vidende at piloterne har trænet i alle tænkelige situationer, kabinepersonalet har lært at håndtere svære passagerer og flyet har fået et “OK” med på vejen fra de strikse folk i hangaren.

Flybranchen.dk var inviteret af British Airways


Posted

in

,

by