»
S
I
D
E
B
A
R
«
Premium Economy – det nye sort?
mar 18th, 2010 by Kenneth Karskov

Premium Economy, Economy Extra eller Economy Plus. Kært barn har mange navne, når flyselskaberne kaster sig ud i den lidt bedre udgave af ‘monkey class’.

Lidt større sæde, lidt mere benplads og lidt bedre mad. Det er hvad Economy Class rejsende alle dage har skreget på, og flere og flere er nu klar med en kabine mellem den billige Economy Class og den dyre Business Class.

Det lyder jo forjættende. Jeg er i hvert fald i målgruppen for den slags, for efter 10-12 timer på bageste række, så betaler jeg gerne lidt mere for billetten for at gøre rejsen lidt mere behagelig næste gang.

Air-France-Premium-Voyageur.jpg

Air France med Premium Economy: 'Premium Voyageur'

Desværre er det bare ikke sådan tingene hænger sammen. For i flybranchen ender det altid med, at en lille forbedring skal koste dyrt. Så lidt bedre forhold ombord koster i bedste fald dobbelt op.

Dermed er det uden for rækkevidde for almindelige mennesker, men det er heller ikke pointen for flyselskaberne. Her handler det om noget helt andet, nemlig at begrænse tabet mest muligt lige nu. Forretningsfolkene siver fra de dyre Business Class sæder i disse tider, og for at undgå at de sætter sig på Economy, så indfører man en Premium Economy kabine, som kan samle de frafaldne Business passagerer op.

Det begrænser tabet for flyselskabet, og forretningsfolkene får samtidig en lidt mere tålelig rejse, selvom deres firma har indført en rejsepolitik, hvor det ikke er tilladt at flyve på Business Class. Derfor er flyselskaberne så vilde med den nye klasse, og flere vil stensikkert komme til.

Senest har Air France indført “Premium Voyageur” på de lange ture fra Paris til New York JFK, Tokyo, Osaka, Beijing, Singapore og Hong Kong. Nu kommer også Alitalia med en forbedret Economy Class på deres Airbus 330. “Classica Plus” er navnet, og fra juni 2010 vil det være muligt at sidde på den nye mellemklasse på ruten Milano – Tokyo, og fra august måned også på Milano – New York samt Milano – Miami. Blandt fordelene er mere bagage, et sæde mindre i hver række og 20% mere benplads.

Test: Kingfisher Airlines
jan 25th, 2010 by Kenneth Karskov

Kingfisher Airlines er de seneste års største succeshistorie i flybranchen. Et flyselskab, der på fem år er blevet vurderet til at være et af verdens bedste. Spørgsmålet er så, om de kan leve op til al hypen og de fem stjerner, som Skytrax har tildelt dem?

Svaret er både-og!

Kingfisher Airlines har en Airbus 330-200 inde på ruten mellem London Heathrow og Bombay. De kalder den selv for den bedste 330′er Airbus nogensinde har bygget, og jeg er tilbøjelig til at give dem ret.

Economy Class – kaldet Kingfisher Class – kabinen er nok det flotteste, jeg har set. Sæderne er holdt i røde farver, stolene er placeret med 34 tommmer benplads og hver passagerer har sin egen kæmpeskærm på 10,4 tommer. Om aftenen tænder personalet for ‘mood lightning’ i kabinen, der langsomt slukker lyset og projekterer stjerner op loftet. Lækkert!

Den bedste Airbus 330 nogensinde

På ‘hardware-delen’ (se evt. Kingfisher Airlines: Fakta) skal Kingfisher have et kæmpe ‘thumps up’ med på vejen, men hvor kabinen imponerer, så mangler der lidt på det organisatoriske ombord. Service oplægget ombord er fantastisk, men det er som om, at personalet hos det unge selskab – der kun har fløjet langruter i et lille års tid – mangler lidt erfaring.

På en ni timers nat-flyvning, der tager afsted fra London klokken halv ni om aftenen, vil jeg ikke bruge halvdelen af natten på at få serveret mad. Klokken var 23 inden jeg fik min bakke, og der var vi 1700 km inde i flyvningen. Det udleverede menukort angav tre forskellige hovedretter, men mit førstevalg var udsolgt, da de nåede række 29. Maden smagte fint, og jeg nød jeg at spise af rigtigt service og med metalbestik.

Så fløj vi yderligere et par hundrede kilometer inden de hentede bakken igen. Da vi var en tredjedel inde i flyvningen havde jeg stadig ikke fået flyverbrillerne på. Som de ellers så fint havde omdelt i kabinen sammen med hørepropper og lidt andre småting.

Så det var ikke en fintunet operation som ombord på Singapore Airlines eller Cathay Pacific. Det var ikke dårligt, men der manglede lige det sidste.

Og så lad mig lige tilføje, at fri bar naturligvis er inkluderet i billettens pris. Ikke noget med ekstra betaling for alkohol eller lignende her!

Kæmpe personlig skærm til alle

Det samme gør sig gældende med underholdningen ombord. TV-skærmen er stor og flot, men filmene er ikke synderligt interessante. Det var alle nogle ældre film – bl.a. Bolt og Australia – og så er det jo fint med en stor 10,4″ skærm, men hvis ikke filmene fanger, så kan de jo komme med verdens største og bedste skærm uden det hjælper.

Spillene var heller ikke specielt gode – og var iøvrigt piv-langsomme – og entertainment systemets mere avancerede funktioner som live-tv, sms og webmail fungerer ikke endnu.

To timer før landing var der morgenmad med lidt frugt, en yoghurt og en croisant. Det betyder så, at vi vi brugte sammenlagt fem timer på spisning og fire timer på at sove. Come on, det kan I gøre bedre.

Indiens svar på Richard Branson

Det siges, at milliardæren Vijay Mallya – ejer af Kingfisher og Indiens svar på Richard Branson – personligt godkender alle stewardesser. Han har fin smag, men man sidder lidt tilbage med indtrykket af, at nogle af dem alene er valgt efter udseendet. De var entusiastiske, men det var til tider noget rod undervejs, hvor de glemte ting, arbejdede ustruktureret og ikke altid nåede at besvare ‘call buttons’.

Vijay Mallya siges ofte at flyve med sit eget flyselskab selv – selvom manden ellers har et par privatfly, hvis han vil rundt i verden – men jeg tvivler på, at han har siddet på række 29 på de seneste. Ellers ville han have grebet ind og strammet op på produktet.

Så konklusionen er, at det hele lissom er der: God benplads (34″), stor skærm (10,4″) og flot kabine. Overdådigt servicekoncept med fri bar, god mad og mange valgmuligheder.Der mangler bare lige lidt i udførslen for den er helt hjemme.

Finnair’s Business Class kåret til Nordens bedste
jan 4th, 2010 by Kenneth Karskov

Det er højtid for prisuddelinger – og flere kommer til i de kommende dage og måneder – og det får altid flyselskaberne til at sende glædesstrålende pressemeddelelser ud med budskabet om, hvor glade de er for netop denne pris. Det er nu ikke alle priserne, der er lige interessante, men det er alligevel værd lige at stoppe op og kigge nærmere på Finnair’s Business Class for den er netop blevet kåret til Nordens bedste af Business Traveler.

Business Class som fænomen har været meget omdiskuteret i årets løb. Flere flyselskaber har barslet med at afskaffe den helt på Europa flyvningerne – det gælder bl.a. Air France/KLM og SAS – mens andre har taget skridtet og fjernet gardinet, champagne og ekstra plads – det gælder Cimber Sterling, der fjernede Business Class på deres fly d. 1. september 2009 – og en enkelt genindførte Business Class i Europa, nemlig det Lufthansa-ejede, Brussels Airlines

Så selvom det kun er et fåtal af passagererne, der betaler 7.500,- for at flyve til London tur/retur på Business Class, så tiltrækker luksusklassen sig stadig masser af opmærksomhed.

Når Finnair nu vinder prisen som Nordens bedste Business Class, så er det ikke fordi konkurrencen er så hård. Ret beset, så er de vel kun oppe imod SAS og Icelandair, men det falder til gengæld sammen med, at Finnair lancerer en ny Business Class kabine, som rykker standarden for, hvad vi hidtil har set hos nordiske flyselskaber.

På Finnair’s nye Airbus 330 har de installeret en helt ny generation af stole, der kan trylles om til senge – “flat seat”, “flat bed”, “lie flatq
seat” er nogle af betegnelserne for disse. Finnair har i dag allerede flat beds på hele den oversøiske flåde, men ligesom hos SAS så er de ikke helt flade. De hælder et par grader, hvilket medfører, at man kan få fornemmelsen af, at glide ned af de skrå bræt.

Sådan bliver de ikke med Finnair’s nye stole. De er helt flade! Men det er ikke engang det mest revolutionerende ved dem, det er derimod måden de er stillet op i kabinen på. For på den nye Airbus 330 er der indrettet en række enkeltsæder, hvilket giver en fantastisk fornemmelse af privatliv ombord for de som rejser alene. En tredjedel af sæderne på Business Class bliver således enkeltsæder, mens resten af stolene står to-og-to ved siden af hinanden som man ser det almindeligvis. Det er ideelt for par, der rejser sammen, så med både-og modellen får Finnair faktisk det begge fra begge verdener.

Lad os lige se lidt nærmere på den nye opstilling. Finnair’s nye Business Class kabine vil få syv rækker, opstillet i følgende konfiguration:

2 + 2 + 1
1 + 2 + 1
2 + 2 + 1
1 + 2 + 1
2 + 2 + 1
1 + 2 + 1
2 + 2 + 1

Det lader altså til, at Finnair satser benhårdt på Business Class med det nye produkt. De tager helt klart teten i det her race, og giver baghjul til SAS, som stadig har de skrå planker ombord, og Icelandair, der slet ikke kan lægges fladt ned, men blot lænes lidt tilbage.

Se billederne af : Finnairs nye Business Class her

bmi slider i det
nov 27th, 2009 by Kenneth Karskov

Det britiske flyselskab ‘bmi’ slider i det. Selskabet, som er næststørste operatør i London Heathrow, skærer i antallet af medarbejdere, fly og destinationer.

600 skal afskediges, syv fly bliver taget ud og fem ruter lukker. Det drejer sig om ruterne til Tel Aviv, Kiev, Aleppo, Amsterdam og Bruxelles.

To leasede Airbus 330-200 bliver leveret tilbage, når aftalen udløber i første halvdel af 2010, hvilket i princippet smadrer bmi’s langrute-operation. bmi havde i alt tre Airbus 330 fly, nu er der kun ét tilbage som sammen med et Boeing 757-200 udgør longhaul flåden.

Lufthansa overtog bmi i juli 2009. Tidligere ejede SAS 40% af flyselskabet, men solgte disse aktier til Lufthansa i januar i år. bmi’s største værdi ligger i de mange værdifulde slots, som flyselskabet har i London Heathrow, og tidligere har det været på tale at sælge mange af disse for at rejse penge til flyselskabet.

Norwegian med langruter
nov 21st, 2009 by Kenneth Karskov

Den norske avis Aftenposten melder, at lavprisselskabet Norwegian vil flyve til USA og Thailand i 2010.

Med tanke på selskabets kraftige vækst, så virker det på overfladen måske ikke så overraskende at long-haul flyvninger er det næste skridt for Norwegian. Der er bare meget stor forskel på at flyve et par 737′ere rundt i Europa, og så flyve til Bangkok og New York, og der er ingen indbygget logik i flybranchen, der tilsiger at er man god til det ene, så er man automatisk også god til det andet.

Det er nemlig anderledes kompliceret at flyve oversøisk, hvorfor at verdens mest succesfulde lavprisselskaber – Ryanair, Southwest, easyJet mv. – har holdt sig væk fra det.

Norwegian vil bruge Airbus 330-200 til USA og Thailand, og det er en helt ny flytype for selskabet, der ellers sværger til Boeing 737. Piloter, mekanikere og crew skal trænes til denne type specifikt, og oveni kommer nogen helt andre omkostninger til hoteller, diæter mv. til personalet på udedestinationer, som ikke er på Europa-flyvningerne.

Så lad os nu se. Norwegian mener de kan nå det til foråret, men holder en dør åben for at det måske først bliver i 2011.

»  Substance: WordPress   »  Style: Ahren Ahimsa
© Al tekst i denne blog er ophavsretligt beskyttet - kontakt Kenneth Karskov